Britisk regering advarer skibe mod at sejle nær Iran

Iran kan være slået ind på en farlig kurs, siger britisk udenrigsminister efter opbringning af skib.
Foto: HANDOUT/REUTERS / X80001
Foto: HANDOUT/REUTERS / X80001
AF RITZAU

Den britiske regering advarer britiske skibe mod at sejle i Hormuzstrædet, efter at et britisk skib fredag blev opbragt af iranske myndigheder.

Skibene bør holde sig fra området indtil videre, siger en talskvinde for den britiske regering ifølge tv-stationen BBC.

"Vi er fortsat dybt bekymrede over Irans uacceptable handlinger, der udgør en klar udfordring for den internationale frihed for søfart," siger en talsperson for Storbritanniens regering.

"Vi har rådet britiske shippingselskaber til at holde sig ude af området foreløbig," tilføjer hun.

Et britisk regeringsudvalg holdt i de sene nattetimer møde om situationen.

Udenrigsminister Jeremy Hunt, der deltog på mødet, siger, at der vil være "alvorlige konsekvenser", hvis Iran ikke løser situationen hurtigt.

"Gårsdagens handlinger i Golfen viser bekymrende tegn på, at Iran kan have valgt en farlig kurs med ulovlig og destabiliserende opførsel," skriver Jeremy Hunt lørdag på Twitter.

Irans Revolutionsgarde opbragte fredag et britisk skib i det højspændte område ved Hormuzstrædet.

Der er tale om den svenskejede olietanker "Stena Impero", der er indregistreret i den britiske hovedstad, London.

Lørdag bakker både Tyskland og Frankrig op om Storbritannien med krav om, at Iran omgående frigiver både skibet og dets besætning.

"Vi fordømmer det på det kraftigste og udtrykker vores fulde solidaritet med Storbritannien," lyder det i en meddelelse fra det franske udenrigsministerium.

Tysklands udenrigsministerium betegner opbringningen af det britiske skib som en "helt uretmæssig indgriben i den civile søfartsindustri".

"Endnu en regional optrapning vil være meget farlig. Det vil også undergrave de igangværende bestræbelser på at finde en vej ud af den nuværende krise," siger en talsmand for Tysklands udenrigsministerium ifølge dpa.

Tankskibet, der var på vej til Saudi-Arabien, kolliderede ifølge Irans Revolutionsgarde med en iransk fiskekutter.

Det svenske rederi Stena Bulk, der ejer olietankeren, meddeler derimod, at fartøjet "til fulde overholdt alle søfartsregler og internationale regler", skriver nyhedsbureauet dpa.

Rederiet tilføjer, at der ikke er meldinger om, at skibets besætning skal være kommet noget til.

Yderligere et tankskib, "Mesdar" som er indregistreret i Liberia, blev kortvarigt stoppet af iranske myndigheder fredag, men fik lov at sejle videre.

Hormuzstrædet er en vigtig rute for olietransport.

Britisk skibsfartschef: Sikkerhed skal øges i Hormuzstrædet 

Oliepriserne går op efter Irans beslaglæggelse af britisk tanker 

Irans Revolutionsgarde: Vi har beslaglagt britisk skib 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også