Euronav rygtes tæt på kæmpe tankfusion

Ifølge Wall Street Journal forventes belgiske Euronav inden ugens udgang at afslutte fusionsforhandlinger med Gener8 Maritime. Det står ifølge Deutsche Bank til at blive verdens største råolierederi med stort potentiale for aktionærerne i Euronav.
Foto: Euronav
Foto: Euronav

Det belgiske tankrederi Euronav, der er børsnoteret i både New York og Bruxelles, vil ifølge Wall Street Journal fusionere med Gener8 Maritime og dermed skabe verdens formentlig absolut største rederi i råolie.

Ifølge Wall Street Journals kilder er parterne så langt i forhandlingerne, at Euronavs CEO Paddy Rodgers inden ugens udgang kan præsentere den nye storfusion i tanksektoren.

Transaktionen forventes gennemført som en ren aktiehandel, hvor aktionærerne i Euronav vil eje 75 pct. af det fusionerede selskab.

I en kommentar til den potentielle fusion skriver Deutsche Banks shippinganalytikere torsdag, at en sammenlægning af de to tankrederier vil øge brutto- og nettoværdien af Euronavs samlede aktiver med henholdsvis 75 pct. til fire mia. dollars og med 30 pct. til godt to mia. dollars.

En forventet sammenlægning af de to tankrederier vil være oplagt, mener banken, og den kommer på det rette tidspunkt og skaber betydelig merværdi for aktionærerne i Euronav.

Gener8’s samlede flåde og fuldt leveret omfatter 31 skibe, hvoraf de 22 er supertankere, VLCC'ere, med en gennemsnitsalder på blot 3,2 år Euronavs samlede tankflåde udgør ifølge flådelisten 44 skibe, hvor over halvdelen er VLCC'ere.

Et elendigt år

2017 har samlet et været et elendigt år for tankrederierne, der ifølge Clarksons Platou ramte bunden i årets tredje kvartal. Nedturen i tankmarkedet for råolie forventes dog ikke at blive langvarig. Anderledes ser det ud for 2018 med udsigt til et højt niveau i ophugning af aldrende tankskibe, hvor en betydelig del er mere end 20 år gamle.

Den samlede ordrebog er faldet gennem 2017 og udgør 11,8 pct. af den eksisterende flåde, hvilket er et historisk lavt niveau. Samtidig forventes den sværere adgang til kapital og en reduktion i værftskapaciteten at lægge en dæmper på nye ordrer.

Rodgers: Ældre tankskibe på vej ud

"Vi har oplevet, at der er en betydelig stigning i de kinesiske raffinaderiers køb, og at de især har benyttet lejligheden til at håndplukke moderne tonnage i tredje kvartal, og det skubber noget af den gamle tonnage ud af markedet," lød det fra Euronavs topchef Paddy Rodgers i sidste måned i forbindelse med fremlæggelse af regnskab for tredje kvartal:

"Vi håber, at det vil være med til at balancere markedet, så skibe over 15 år vil begynde at få en lidt dårligere økonomi og forhåbentlig negativt cashflow, som vil opmuntre til ophugning. Jeg mener, at et sådan skift, og jeg ved ikke, om det er en gradvis ændring, eller om det er for opportunistisk, men uanset hvad ser vi helt sikkert antallet af kinesiske havne, der lukker deres døre for ældre skibe."

Euronav: Olie-peak tager toppen af tankskibes levealder

Tankflåden vokser ikke så meget som frygtet

Tankrederierne kan blive ramt af oliehøjdepunkt før end ventet 

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også