Storbanker spår massiv bedring i Maersk Line i år

Danske Bank og Nordea tror på en væsentlig bedre indtjening i Maersk Line, end rederiet selv har meldt ud. Bedringen på containermarkedet er hovedårsagen.
Foto: /ritzau/Thomas Borberg/
Foto: /ritzau/Thomas Borberg/
AF RITZAU FINANS

Maersk Line står til at gå fra et skrækår i 2016 til smult vande i 2017, hvis man spørger analytikerne i Danske Bank og Nordea.

De to banker hæver i hver sin analyse deres kursmål for Maersk-aktierne mandag, og bedringen på containermarkedet er hovedårsagen.

Danske Bank øger kursmålet til 13.500 kr. fra 12.750 kr., mens Nordea går en tak højere og øger målet til 14.000 kr. fra 13.000 kr. Begge banker anbefaler "køb" - hvilket de dog også gjorde før.

Analytikerne har efter de seneste måneders meget bedre takter for fragtraterne haft gang i regnearkene og forudser en markant forbedring i indtjeningen hos Maersk Line, der sidste år havde et underskud på knap 400 mio. dollar.

Maersk har selv lovet en forbedring på mindst 1 mia. dollars på bundlinjen i år, men de to skandinaviske storbanker tror på meget mere end det.

Nordea forudser en Maersk Line-indtjening på 1,4 mia. dollars, og Danske Bank sætter barren helt op til 1,72 mia. dollars - altså en forbedring på godt 2,1 mia. dollars.

Det er den seneste tids bedring på containermarkedet, som afspejlet i blandt andet SCFI-indekset over spotraterne, som analytikerne tror vil føre til højere indtægter fra de langsigtede kontrakter, der typisk tegnes i januar og februar for Asien-Europa-ruterne og i maj for Asien-Nordamerika-farterne.

De erklærer sig dermed enige i Maersk Lines egne udsagn om, at markedet begyndte at vende sidste år.

"Vi tror, at containermarkedet har nået bunden på grund af konsolidering (fusioner og opkøb, red.), begrænsede bankudlån, forbedret flådeudnyttelse og manglen på nye skibsordrer, hvilket vil bringe udbuddet i balance med efterspørgslen og øge spotraterne," skriver Danske Bank i analysen og forudser en bedring i Maersk Lines rater på 11 pct. i år.

Hos Nordea er analysen lidt mere forsigtig, og raterne forventes at stige 8,2 pct.

Begge banker har desuden store forventninger til synergier fra købet af Hamburg Süd, som ventes at falde på plads i løbet af 2017.

CMA CGM landede et minus på 452 mio dollars i 2016 

Clarksons: Maersk Line står foran fundamentalt vendepunkt

Containerrater falder for ottende uge på stribe 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også