Tung-familien afviser snarligt salg af OOCL

Orient Overseas Container Lines er ikke i færd med at blive solgt. Det fastslår rederiets ejere, Tung-familien, i en meddelelse, hvor de afviser at være i forhandlinger med en udenlandsk køber.
Foto: PR-foto
Foto: PR-foto

De seneste ugers rygter om et snarligt salg af Orient Overseas Container Lines (OOCL) får nu rederiets ejer til at reagere.

I en kortfattet meddelelse skriver Tung-familien, som sidder på aktiemajoriteten i holdingselskabet Orient Overseas International Limited, at det asiatiske containerrederi ikke er til salg.

"Selskabet vil gerne gøre det klart, at selskabet og OOCL ikke er bekendt med eller er involveret i et bud på selskabet eller OOCL," lyder det i meddelelsen til børsen i Hongkong.

Det har ellers været nævnt i flere medier, at OOCL er det næste rederi, som bliver opslugt af den konsolideringsbølge, der lige nu skyller ind over containerindustrien.

Wall Street Journal mener at vide, at den kinesiske shippinggruppe Cosco er i færd med at forberede et bud på rederiet, som skulle koste over fire mia. dollars. CMA CGM og Evergreen er også nævnt som mulige købere af det Hongkong-baserede selskab.

Men det afviser Tung-familien nu i meddelelsen, hvor de beder deres aktionærer om at udvise forsigtighed.

Salgsrygterne kommer efter et år, hvor containermarkedet har gennemgået store forandringer. En række nye alliancer er blevet dannet, mens flere rederier er blevet opslugt. Senest har Maersk Line købt Hamburg Süd.

De fleste iagttagere forventer, at udviklingen fortsætter i 2017, og øjnene er især rettet mod Asien, hvor flere mindre rederier er i farezonen.

Cosco afviser også bud på OOCL 

Medie: Cosco forbereder bud på OOCL

Voksende spekulationer om nyt milliardopkøb af containerrederi

Analytiker: CMA CGM en oplagt køber af Hongkong-rederi 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også