HSH Nordbank sælger tre Hanjin-skibe
![Foto: PR-foto/Hanjin Shipping](https://photos.watchmedier.dk/watchmedier/resize:fill:3840:0:0/plain/https://photos.watchmedier.dk/Images/article8966115.ece/ALTERNATES/schema-16_9/hanjin3.jpg)
HSH Nordbank har mandag solgt tre containerskibe, som tidligere er indgået i Hanjin Shippings flåde.
Den tyske shippingbank overtog skibene i forbindelse med det sydkoreanske containerrederis kollaps i september, men de er nu solgt for i alt 392 mio. dollars, eller cirka 2,7 mia. kr. Det skriver FD.nl.
Ifølge det hollandske medie blev containerskibene solgt på en auktion i Rotterdam. De blev købt af en advokat ved Carel van Lynden, som købte dem på vegne af en anonym klient.
Der er tale om tre panamax-skibe fra 2012 og 2013, Hanjin Europa, Hanjin Harmony og Hanjin Africa. Skibene var oprindeligt ejet af Resolute Leasing, som lejede dem ud til Hanjin.
Skibsudlejeren skylder ifølge FD.nl 1,8 mia. dollars til HSH, og derfor har banken overtaget skibene. Et yderligere skib ved navn Hanjin Gold fra 2013 vil blive bortauktioneret i januar.
I slutningen af oktober kom det frem, at HSH har overtaget ni skibe fra Hanjin Shipping, som gik i betalingsstandsning i september, da det ikke lykkedes at lande en aftale med kreditorerne.
I den forbindelse oplyste den tyske bank, at seks af de ni skibe vil blive udlejet til Maersk Line. Ifølge Wall Street Journal vil de resterende tre blive udlejet til MSC, som er partner med Maersk i 2M-alliancen.
Tysk bank udlejer Hanjin-skibe til Maersk
Tysk shippingbank har indledt forhandlinger om salg
Medie: Hanjin kan sælge alle sine skibe i denne måned