Royal Arctic Line har sat to nybygninger til salg

Det statsejede grønlandske rederi Royal Arctic Line har sat to nybygninger til salg, inden at de er blevet leveret. Tålmodigheden med det polske værft Remontowa er brugt op efter flere forsinkelser, siger CEO Verner Hammeken. Skibene er del af en større ordre.
Foto: PR-foto/Royal Arctic Lines
Foto: PR-foto/Royal Arctic Lines

Den største flådefornyelse i Royal Arctic Lines historie bliver nu forsinket nok en gang.

Efter længere tids tovtrækkeri har det statsejede rederi valgt at sætte to nybygninger fra det polske værft Remontowa til salg, før de er blevet leveret. Det skriver det grønlandske medie KNR.

Skibene er del af en ordre på i alt fem nye skibe til en pris på 750 mio. kr., der især skal sejle internt i Grønland. Efter otte år er status imidlertid, at kun ét skib er blevet leveret. Og nu bliver to af dem så sat til salg, før de når at indgå i flåden.

Det sker, fordi ledelsen i Royal Arctic Line har mistet tålmodigheden med polakkerne, der overtog kontrakten på skibene i 2012 efter, at det oprindelige tyske værft gik konkurs.

"Vores holdning er, at det er værftet, der står med det overordnede ansvar for, at tidsplanerne er skredet," siger CEO Verner Hammeken til KNR, som afviser at fortælle, hvordan aftalen er skruet sammen.

Han lover dog, at flåden, som er finansieret gennem en ekstrabetaling på 3,1 pct. på fragtraterne, fortsat vil blive fornyet.

Stadig fornyelse på vej i flåden

De fem skibe blev oprindeligt bestilt hos det tyske værft P+S Werften, som drejede nøglen om i 2012.

Der er tale om to små, to mellemstore og ét stort skib, hvoraf de to mellemstore nu er sat til salg, men et af de små er leveret. De to små skibe skal sejle internt mellem byer og bygder på Grønland, mens det store skal sejle på Østgrønland og Atlanten.

Royal Artic Line har eneret på søfragt til og fra Grønland. Ledelsen i det statsejede rederi er dog parat til at opgive sin koncession, hvis det kan gøre transporten billigere. Monopolet er dog allerede på vej til at blive blødt op, da rederiet snart indgår et samarbejde med islandske Eimskip.

RAL klar til at modtage første af fem nye skibe i juni

RAL tæt på milliardaftale med polsk skibsværft


Islandske Eimskip ude i stort europæisk opkøbstogt

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også