Alphaliner: Maersk Line parkerer nyt kæmpeskib i seks uger

Omfanget af arbejdsløse containerskibe er nu det højeste siden finanskrisens indtog, og antallet vil stige endnu mere. Maersk Line har opankret et af sine 18.000 teu Triple E-skibe i seks uger.
Foto: Thorbjørn Hansen
Foto: Thorbjørn Hansen

Antallet af containerskibe, der ligger stille uden beskæftigelse, nærmer sig det højeste niveau i mere end fem år. Situationens alvor i form af et alt for stort udbud af skibe i forhold til efterspørgslen understreges ifølge analysehuset Alphaliner af, at Maersk Line har opankret et af rederiets nyeste megaskibe, en Triple E på 18.000 teu.

Det ultrastore containerskib fra Maersk Line forventes at ligge stille i seks uger som konsekvens af rederiets tilpasning af kapaciteten til den svage efterspørgsel mellem Asien og Europa, men situationen er helt usædvanlig.

Som hovedregel forsøger rederne altid at holde deres største skibe aktive, men udbuddet på næsten alle containerruter er lige nu så stort, at rederne ikke har andet valg end at trække deres mest kostbare skibe skibe ud, skriver Alphaliner.

I alt er 23 containerskibe over 7.900 teu uden beskæftigelse i øjeblikket.

Totalt er 263 containerskibe ledige svarende til 934.700 teu per 19. oktober. Det er det højeste niveau siden 2009-2010, og det forventes at nå over en million teu i løbet af de kommende uger i takt med, at rederne må justere og rationalisere deres rutenetværk op til vintersæsonen.

Mængden af arbejdsløs kapacitet i containersektoren ville ifølge Alphaliner have været endnu højere, hvis ikke leveringer af mange nybygninger var blevet udskudt.

Pressechef i Maersk Line, Michael Storgaard, bekræfter over for ShippingWatch, at et af rederiets Triple E-skibe er taget ud i seks uger:

"Det er ikke usædvanligt, at der trækkes kapacitet ud i et stykke tid efter ferieperioder som Golden Week i Kina og jul og nytår, når efterspørgslen falder."

Maersk Lines fald varsler nedtur i hele containerbranchen

Nils Smedegaard: Lave rater kolliderer med 2016-kontrakter

Maersk nedjusterer forventninger til 2015 

Nordea: Maersk-aktien skal barberes 5-10 procent 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også