Maersk betalte 39 mio USD for at annullere kontrakter

Ifølge Alphaliner betalte Maersk Line sidste år 39 mio. USD for at annullere kontrakter med tysk ejer på 13 chartrede og ældre skibe i et år, hvor rederiets samlede kapacitet steg med 12 procent. 
Foto: Maersk Line
Foto: Maersk Line

Maersk Line betalte sidste år 39 mio. USD, cirka 225 mio. kroner, i kompensation til den tyske ejer af i alt 13 containerskibe, MPC, som Maersk havde på langtidscharter, men som rederiet valgte at returnere til ejeren to år før kontrakternes udløb.

Det skriver Alphaliner tirsdag i en gennemgang af de største containerrederiers ændringer af deres flåder i 2014. Tilbageleveringen af de i alt 13 ældre skibe på hver omkring 5.000 teu, som den tyske ejer umiddelbart efter valgte at skrotte, er dog langt fra udtryk for, at Maersk ikke har været aktiv på chartermarkedet.

Maersk Lines samlede containerkapacitet voksede i 2014 med 12 pct. til i alt knap 2,9 mio. teu i kraft af især levering af i alt ni nye Triple E-skibe på hver 18.340 teu, men Maersk Line chartrede sidste år også i alt 19 nybygninger, der omfattede 14 skibe på 4.900-5.500 teu, som primært indsættes på ruterne i Afrika og det indiske subkontinent.

Det danske containerrederi vil i løbet af 2015 modtage de resterende syv Triple E-skibe i serien på de i alt 20 af rederiets store nybygninger bestilt i 2011.

Kilde: Alphaliner

Maersk Lines partner i den nye 2M-alliance og verdens næststørste containerrederi efter Maersk, schweiziske MSC, forøgede sin flådekapacitet med blot syv procent sidste år til godt 2,5 mio. teu.  Men det er for intet at regne i forhold til den flådeudvidelse, som MSC har lagt op til i indeværende.

I alt 30 nybygninger forventes MSC at få leveret i 2015. En massiv udvidelse på i alt 357.000 teu, hvor seks af skibene hver er på 19.200 teu og på bare-boat charter fra en kinesisk ejer.

Franske CMA CGM, verdens tredjestørste containerreder og en del af den ligeledes nye Ocean Three-alliance, øgede sin samlede flådekapacitet med ni procent. Rederiet modtager i år 25 nybygninger med en samlet kapacitet på 268.800 teu.

Fremgang i indtjeningen 2015

Selvom 2015 tegner til at blive et rekordår målt i leveringer af nye og større containerskibe, forventes rederiernes finansielle tilstand samlede tilstand at blive forbedret i forhold til sidste år på grund af lavere enhedsomkostninger, vurderer analysehuset Drewry i sin seneste Container Forecaster.

Den globale containerflåde forventes at vokse 7,2 pct. i 2015 eller i et hurtigere tempo end efterspørgslen på 5,3 procent. Trods disse omstændigheder forventer Drewry, at redernes enhedsomkostninger vil fortsætte med at falde hurtigere end de gennemsnitlige fragtrater, som dermed vil forbedre indtjeningen.

Samtidig er omkostningerne til brændstof faldet med 50 pct., og erfaringerne viser, at rederne vil benytte de mindre bunkeromkostninger til at øge raterne i de årlige kontrakter med kunderne.

"Rederierne vinder slaget mellem raterne og omkostningerne," siger Neil Dekker, Drewry's chef for container research.

2015 bliver en kamp om de største containerskibe 

Svag ophugning i 2014 dårligt nyt for containerredere 

SeaIntel: Alt for mange store containerskibe næste år 

Her er alliancernes roller i containerdramaet 2015  

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også