Tysk skibsejer fastholder forventning til året trods fald i omsætningen

Skibenes fart er sat i vejret på grund af krisen i Det Røde Hav, men langsommere sejlads kan dæmpe den lurende overkapacitet, mener Ernst Russ.
Foto: Axel Heimken/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Axel Heimken/AFP/Ritzau Scanpix

Udsigterne er blandede for containershipping i 2024, men den tyske skibsejer Ernst Russ fastholder sine forventninger til året trods et lille fald i omsætningen i første kvartal.

Ernst Russ, der råder over en flåde på 29 skibe, kom ud af årets første tre måneder med en omsætning på 46,9 mio. euro mod 48,2 mio. euro i første kvartal 2023 ifølge en regnskabsmeddelelse.

Til gengæld voksede driftsresultatet (ebitda) til 27,4 mio. euro mod 20,6 mio. euro i samme periode i 2023.

Ernst Russ peger på geopolitisk ustabilitet som en kilde til usikkerhed. Shipping er navnlig påvirket af krisen i Det Røde Hav, der betyder, at mange handelsskibe må sejle syd om Afrika frem for at skyde genvej via Suezkanalen.

Konkret betyder den længere sejlrute, at containerskibene sejler hurtigere end normalt. Krisen har presset fragtraterne op og lagt beslag på kapacitet på et tidspunkt, hvor rederierne elles modtager en lind strøm af nye skibe, som kan trække raterne ned på lidt længere sigt.

En af del af den kommende overkapacitet vil dog kunne modvirkes, hvis containerflåden igen sætter farten ned, vurderer Erns Russ.

”Hastigheden er blevet sat op i containershipping under omdirigeringen rundt om Kap det Gode Håb, men en nedadgående trend på længere sigt kunne modvirke en del af tilvæksten i kapacitet i anden halvdel af året,” hedder det i meddelelsen.

Ledelsen fastholder sin forventning om en omsætning på mellem 155-175 mio. euro og et driftsresultat på 47-67 mio. euro for hele 2024.


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også