Mærsks aktie styrer mod det største dagsfald nogensinde

Det sker efter præsentationen af et kvartalsregnskab med 94 pct. fald i indtjeningen i forhold til året før.
B-aktien dykker midt på dagen 18,1 pct. til 9990 kr., hvilket historisk set er det største fald målt i pct. for aktien på en enkelt handelsdag. | Foto: Kim Price/AP/Ritzau Scanpix
B-aktien dykker midt på dagen 18,1 pct. til 9990 kr., hvilket historisk set er det største fald målt i pct. for aktien på en enkelt handelsdag. | Foto: Kim Price/AP/Ritzau Scanpix
Af MarketWire

Mærsk-aktierne er fredag i frit fald og har kurs mod det største fald på en enkelt børsdag nogensinde.

Det sker efter et kvartalsregnskab, hvor topchef Vincent Clerc varslede en særdeles hård fremtid med lavere fragtrater, for mange skibe i søen, afskedigelser og et aktietilbagekøbsprogram, der tages op til overvejelse.

B-aktien dykker midt på dagen 18,1 pct. til 9990 kr., hvilket historisk set er det største fald målt i pct. for aktien på en enkelt handelsdag.

Det er kun overgået tilbage i marts i år, hvor aktien faldt lige over 23 pct. på dagen, hvor der fragik udbytte i nogenlunde samme størrelsesorden, som naturligt kan medføre fald.

Ifølge Ricky Rasmussen, analytiker i Nykredit, hænger dagens fald sammen med den virkelighed, Mærsk står over for, og som bliver langt sværere end ventet.

”Vi taler om rater før covid-19-niveau. Der havde vi alle sammen forsvoret, at vi skulle ned igen, og samtidig kigger vi ind i, at der kommer endnu flere skibe i søen over det næste halve og hele år. Det vil sige, at hvis ikke der kommer et løft i efterspørgslen, så vil raterne umiddelbart ikke udvikle sig positivt, og det vil sige, at 2024 kommer til at se rigtig svært ud,” siger han til MarketWire.

Analytiker: De gør alt det rigtige

Allerede ved dagens start dykkede aktien, og det er kun udbygget, efter at topledelsen dagen igennem har sat flere ord på den aktuelle situation.

”Den fortsætter ned, fordi de taler ind i 2024 allerede nu uden at give en guidance. De siger meget direkte, at hvis ikke spotraterne kommer op i løbet af de næste to måneder, så kommer 2024 til at se rigtig, rigtig svært ud for hele markedet,” siger Ricky Rasmussen.

”Man gør alt det rigtige i Mærsk, og man kommer garanteret til at levere blandt de absolut bedste resultater i markedet, men problemet er, at markedet simpelthen er så markant dårligere end det, man havde forestillet sig,” siger han videre.

Mærsk har fredag meddelt, at arbejdsstyrken skal reduceres med mindst 10.000 job fra et niveau på 110.000 tilbage i januar 2023. Målet er at spare 600 mio. dollar - omkring 4 mia. kr. - i 2024.

Der er allerede reduceret med 6500, mens 2500 følger de kommende uger, og 1000 skal afskediges i det nye år.

Det vil samtidig medføre højere restruktureringsomkostninger for 350 mio. dollar i år, som er forhøjet fra 150 mio. meddelt i begyndelsen af året.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også