MSC har brugt "virkelig mange penge" i kampen mod smugling

Verdens største rederi bruger mange penge på at standse smugling af narkotika i containere, siger dansk topchef.
”Desværre kan vi ikke forhindre alt, men det er bestemt et problem for industrien," siger MSC's CEO, Søren Toft, om smugling af narko i skibscontainere. | Foto: Christian Charisius/AP/Ritzau Scanpix
”Desværre kan vi ikke forhindre alt, men det er bestemt et problem for industrien," siger MSC's CEO, Søren Toft, om smugling af narko i skibscontainere. | Foto: Christian Charisius/AP/Ritzau Scanpix

Mediterranean Shipping Company (MSC), der er verdens største containerrederi, bruger hvert år store summer på at beskytte sine skibe og containere mod narkosmuglere, der bruger rederierne som ufrivillige transportører af narko.

Smugling af kokain til Europa og USA via skibscontainere er eksploderet i de seneste år, og rederier som MSC og Mærsk er blevet beskyldt for at være infiltreret af de kriminelle netværk, som står bag den illegale trafik – for at gøre for lidt for at forhindre narkosmuglingen.

Ifølge MSC’s topchef, Søren Toft, tager det schweizisk-italienske rederi imidlertid truslen fra narkosmuglerne så alvorligt, at virksomheden årligt investerer omkring 50 mio. euro for at blive mere modstandsdygtig i forhold til organiseret kriminalitet.

”Vi tager os bestemt af det. Narkotika er ikke kun et problem for MSC – det er et problem for industrien. Vi har investeret virkelig mange penge, mere end 50 mio. euro årligt, for at forbedre vores processer, for at finde alle de måder, vi kan forhindre det (smugling, red.) på,” siger Søren Toft til det nordtyske medie NDR.

Problemet med kokainsmugling via skibscontainere har grebet så voldsomt om sig de seneste år, at en ekspert for nylig advarede om, at Europa bliver oversvømmet af kokain, som kommer ind via container-shipping.

”Det, vi ser, er virkelig en tsunami af kokain,” sagde en paneldeltager i konferencen European Shipping Summit i Bruxelles 19. september.

En række afsløringer af store mængder smuglet kokain – i nogle tilfælde flere ton kokain – viser, at kokainen krydser verdenshavene som blind passager på containerskibe i et omfang, som ikke er set før.

Alle deltagerne i paneldebatten udtalte sig under forudsætning af, at deres navne ikke blev nævnt, fordi narkokartellerne nu optræder så voldeligt, at hverken repræsentanter for myndigheder eller private virksomheder føler sig sikre.

Ifølge europæiske myndigheder har smuglerbanderne ofte held til at infiltrere store containerhavne og rederier, så de både har adgang til oplysninger om fragten og til selve containerne, når de ankommer til Europa og står i havnene. På den måde kan de fjerne smuglet narko fra de containere, den ligger i, inden containerne forlader havnen igen.

Søren Toft erkender, at MSC trods de store investeringer endnu ikke har løst problemet.

”Desværre kan vi ikke forhindre alt, men det er bestemt et problem for industrien, og vi arbejder meget intenst med lande, myndigheder og politikere for at gøre alt for at reducere det,” siger Søren Toft til NDR.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også