Lidls rederi laver ændringer for at få flere kunder i butikken

Tailwind Shipping Lines blev lanceret under pandemien, hvor den tyske discountkæde havde svært ved at få varer på hylderne.
Lidls rederi, Tailwind Shipping Lines, råder over i alt otte skibe med en samlet kapacitet på ca. 108.000 teu. | Foto: Horst Galuschka/AP/Ritzau Scanpix
Lidls rederi, Tailwind Shipping Lines, råder over i alt otte skibe med en samlet kapacitet på ca. 108.000 teu. | Foto: Horst Galuschka/AP/Ritzau Scanpix

Under coronakrisen havde Lidl så svært ved at få plads ombord på skibe, at den tyske discountkæde besluttede sig for at stifte sit eget rederi.

Siden da er efterspørgslen på fragt faldet, og nu forsøger rederiet Tailwind Shipping Lines så at lokke flere kunder til for at fylde sine containerskibe.

Tailwind skruer på sejlplanerne for sine to faste ruter mellem Asien og Europa for at gøre dem mere attraktive for virksomheder i tekstilbranchen.

Det betyder bl.a., at servicen Panda Express, som løber mellem Qingdao og Rotterdam, nu også vil gøre hold i Colombo i Sri Lanka. 

Her vil den blive forbundet med rederiets anden service, Tiger Express, som forbinder Chattogram i Bangladesh med Rotterdam.

”Disse ændringer til vores sejlplaner reflekterer den erfaring, vi har fået som et ungt shippingselskab,” udtaler direktør Christian Stangl i en meddelelse.

Tailwind Shipping Lines råder over i alt otte skibe, som er fordelt med fem skibe på Panda Express og tre på Tiger Express. De har en samlet kapacitet på ca. 108.000 tyvefodscontainere, teu.

Under pandemien skabte høj efterspørgsel på fragt samt nedlukninger og mangel på arbejdskraft i havnene store flaskehalse i forsyningskæden.

Det fik flere detailvirksomheder til at tænke kreativt. Bl.a. lejede Ikea containerskibe for at være sikre på at få varer hjem.

Inflation, økonomisk usikkerhed og overfyldte lagre betyder dog, at der i dag er langt mindre besvær med at booke plads på de store rederiers skibe.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også