MSC udbygger afstanden til Mærsk på listen over verdens største rederier

Ifølge analysehuset Linerlytica er MSC nu én mio. teu foran Mærsk. Juni satte desuden rekord for antallet af leveringer af nye skibe.
Foto: Matt Rourke/AP/Ritzau Scanpix
Foto: Matt Rourke/AP/Ritzau Scanpix

Det schweizisk-italienske rederi MSC vippede sidste år Mærsk af tronen som verdens største rederi, og nu udbygger selskabet sit forspring til danskerne.

Analysehuset Linerlytica skriver, at MSC’s flåde af skibe per dags dato kan have én mio. flere containere ombord end Mærsks.

MSC har haft travlt med at bruge de mange milliarder, som rederiet tjente under pandemien, på at bestille nye skibe og støvsuge brugtmarkedet.

Rederiet har i 2023 fået leveret 19 nybygninger og købt 31 brugte skibe med en samlet kapacitet på ca. 500.00 teu, skriver Linerlytica.

De store containerrederier har i det hele taget bestilt rigtigt mange nye skibe, som løbende bliver leveret fra værfterne.

I juni kom der containerskibe med samlet på kapacitet på 277.873 teu på vandet, hvilket ifølge Linerlytica er ny rekord for én måned.

MSC har danske Søren Toft som topchef. Han var tidligere driftsdirektør i Mærsk, men overtog chefstolen i MSC i begyndelsen af 2021.

Det Geneve-baserede rederi og Mærsk har siden 2015 arbejdet sammen i 2M-alliancen, hvor de deler plads på hinandens skibe. Samarbejdet er dog blevet opsagt fra januar 2025.

Flere analytikere har spekuleret i, at MSC’s vokseværk skyldes, at rederiet ønsker at været stort nok stå alene på markedet for containerfragt.

Mærsk har omvendt droppet ambitionen om at være størst for istedet at investere i landbaseret logistik og nye skibe, der kan sejle på alternative brændstoffer som eksempelvis grøn metanol.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også