Fynsk værft lander kontrakt med Hapag-Lloyd

Det tyske containerrederi Hapag-Lloyd sender foreløbigt fem skibe til ombygning på værftet Fayard i Munkebo på Fyn. Det skriver Fyens.dk.
Kontrakten kommer, efter at Hapag-Lloyd i sommer annoncerede, at 150 af rederiets 253 skibe skal opgraderes over de næste fem år for at nå målsætningen om CO2-neutralitet i 2045.
Ombygningen indebærer bl.a., at en del af skibene udstyres med ny propel, som betyder, at de sparer 10-13 pct. brændstof, samt en særlig slags maling, der reducerer vandmodstanden og dermed forbruget af brændstof.
Som følge af kontrakten med Hapag-Lloyd har Fayard-værftet i løbet af de seneste fire måneder udvidet havnens største dok, som værftet lejer af Odense Havn, så den kan rumme skibe på op til 335 meter i længden.
Næste skridt i den grønne omstilling hos det tyske rederi er at reducere sin udledning af drivhusgasser med 30 pct. i 2030 ved brug af bl.a. biobrændsel og opgraderingen af den eksisterende flåde.
Relaterede artikler:
Dansk skibsværft nærmer sig en milliard i omsætning
For abonnenter