Nu begynder Maersks miljøvenlige skibe at blive bygget i Sydkorea

Den danske rederikoncern Maersk tager endnu et vigtigt skridt på vejen mod sit klimamål.
I denne uge er konstruktionen af rederiets nye oceangående skibe, der kan sejle på grønt metanol, begyndt på værftet i Sydkorea.
Maersk har onsdag lagt en video fra åbningsceremonien op på Twitter, hvor man kan se, at det første stål bliver skåret.
Maersk har bestilt i alt 19 containerskibe, som kan sejle på såkaldt e-metanol og derfor ikke udleder drivhusgasser.
Skibene skal hjælpe rederiet med at nå sin ambition om slet ikke at udlede CO2 i 2040.
Rederiet er markant mere ambitiøst end FN’s søfartsorganisation, IMO, som sigter mod mindst at halvere udledningen i 2050.
New ship building news🛳The steel cut milestone for our new ocean-going vessels that can sail on green methanol. “A good beginning is half way to completion”.
— Maersk (@Maersk) December 28, 2022
#maersk #shipping #sustainableshipping #greenmethanol pic.twitter.com/xW8UvYe6bs
Når samtlige 19 skibe er i drift på de globale handelsruter, så er det forventningen, at de sænker Maersks udledning med 2,3 mio. ton.
Det er de helt store metanolskibe, som værftet Hyundai Heavy Industries nu er gået i gang med at bygge. De kan have 17.000 containere ombord og bliver leveret i 2025.
Maersk er allerede i færd med at få fremstillet et mindre såkaldt feederskib, som også kan sejle på grønt brændstof.
Det er forventningen, at det kommer til at sejle mellem skandinaviske havne allerede i løbet af 2023. Det bliver også bygget i Sydkorea på værftet Hyundai Mipo Dockyard.
Den største udfordring for Maersk er at skaffe nok brændstof til de nye skibe. Rederiet har derfor indgået en hel stribe af partnerskabsaftaler over hele verden for at sætte gang i produktionen af e-metanol, som bliver fremstillet ved hjælp af strøm fra vindmøller eller solenergi.