Containerrederier har rekordmange skibe i ordre trods vigende rater

Rederierne har ordrer med en samlet kapacitet på 7 mio. teu i bestilling, selv om markedet har toppet, og det kan føre til ”strukturel overkapacitet”, advarer Alphaliner.
Foto: PR / Cosco Shipping
Foto: PR / Cosco Shipping
AF MARKETWIRE

Rederierne fortsætter med at lægge ordrer hos værfterne på nye skibe, selv om udsigterne for containerfarten er svækket. Raterne på containerfragt er på vej ned, og markedet har tydeligvis toppet, skriver analysehuset Alphaliner, der alligevel kan tælle sig frem til, at rederierne altså bestiller rekordmange skibe.

Samlet har værfterne skibe med en samlet kapacitet på 7 mio. tyvefodscontainere, teu, i ordre. Det er en del mere end den tidligere rekord på 6,6 mio. teu i 2008, og det vækker bekymring hos Alphaliner.

”Udbuddet af tonnage kan potentielt overstige efterspørgslen næste år, og containermarkedet kan være på vej mod strukturel overkapacitet,” skriver Alphaliner.

Sammenlignet med flådens størrelse er ordrebogen dog noget mindre end tilbage i 2009, hvor ordrerne udgjorde hele 60 pct. af flåden. Andelen er i dag noget lavere på omkring 30 pct.

Spørgsmålet er desuden, hvordan nye udledningsregler fra FN’s søfartsorgan, IMO, vil påvirke udbuddet. Reglerne kan betyde, at nogle skibe må sænke farten, og at der dermed bliver behov for ekstra kapacitet til at håndtere samme mængde.

Vurderingen fra Alphaliner kommer, netop som Mærsk onsdag har annonceret, at rederiet har bestilt seks nye containerskibe, der kan sejle på grønt brændstof, eller methanol.

Hver af skibene har en kapacitet på 17.000 teu.

Og flere af de store rederier fortsætter da også med at bestille skibe.

Ifølge Alphaliner, der har offentliggjort sit nyhedsbrev, inden Mærsk annoncerede sin ordre på de seks skibe, har der løbet rygter om, at Mærsk overvejede at bestille hele ti methanoldrevne skibe af 17.000 teu. samt andre ti skibe af 2500 teu.

Rederiet MSC skal angiveligt have bestilt 12 naturgasdrevne skibe, og kinesiske Yang Ming inviterede for nylig værfter til en budrunde på fem naturgasdrevne skibe. Også Cosco Shipping overvejer en udvidelse af flåden, skriver Alphaliner.

Maersk bestiller seks containerskibe til metanol

En voksende del af ordrebogen i container er klar til alternative brændstoffer


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også