Shanghai skimter normalitet i horisonten efter dage uden corona
![Foto: Hector Retamal/AFP/Ritzau Scanpix](https://photos.watchmedier.dk/watchmedier/resize:fill:3840:0:0/plain/https://photos.watchmedier.dk/Images/article14025801.ece/ALTERNATES/schema-16_9/Shanghai.jpg)
Den kinesiske storby Shanghai har tirsdag opnået en længe ventet milepæl på coronaområdet.
Byen med 25 millioner indbyggere har nemlig for tredje dag i træk ingen nye coronatilfælde uden for karantænezoner.
For andre byer i Kina, som har været under coronanedlukning, har tre dage uden nye tilfælde som regel givet den vigtige status ”nul-covid”. Og det har ført til løftede restriktioner.
Men en almindelig hverdag er stadig langt væk for Shanghais borgere, hvor millioner tirsdag stadig er forhindret i at forlade deres hjem.
Ifølge nyhedsbureauet AFP er 3,8 millioner stadig under den skrappeste form for nedlukning i byen.
Siden begyndelsen af april har Shanghai haft strenge coronaregler som følge af det største udbrud i Kina siden begyndelsen af pandemien. Nedlukningen er i gang på syvende uge.
Kinas strategi for at opnå status som ”nul-covid” indebærer lukning af grænser, langvarige karantæner, massetest og hurtige, målrettede nedlukninger.
Shanghai har fremsat en tidshorisont for at åbne for byen igen. Nogle butikker får lov at åbne i denne uge.
Men de fleste restriktioner på bevægelsesfriheden forbliver frem til lørdag. Derefter bliver der gradvist åbnet for blandt andet offentlig transport.
I juni vil nedlukningen være helt løftet ifølge planen. Men borgere skal stadig lade sig teste regelmæssigt.
Skeptiske borgere
Planen bliver mødt med skepsis fra mange borgere, som er blevet sendt i karantæne igen og igen.
- Normalitet er stadig meget langt væk, siger en borger, som stadig ifølge reglerne skal blive hjemme.
Kinas kompromisløse ”nul-covid”-politik har betydet, at hundreder af millioner borgere har været under forskellige restriktioner. Samtidig har man i resten af verden løftet restriktioner med tankegangen om, at man skal lære at leve med virusset.
Data viser, at nedlukningen i Shanghai har haft alvorlige følger for økonomien i byen, som bliver anset for en af Kinas vigtigste industribyer.
Shanghai er på vej mod genåbning - men normalitet kan ligge længere ude i fremtiden
Corona-kaos i Shanghai udløser flaskehalse andre steder i Kina
Forsinkelser og flaskehalse præger havnen i Shanghai
Relaterede artikler
Forsinkelser og flaskehalse præger havnen i Shanghai
For abonnenter