Analytikere: Maersk kan blive tvunget til at genforhandle lukrative aftaler

Lange aftaler skal holde hånden under indtjeningen i A.P. Møller-Maersk, når den historiske indtjeningsfest stopper. Men aftalerne kan komme under pres, vurderer eksperter.
A.P. Møller-Mærsk leverede onsdag det bedste kvartalsregnskab i koncernens historie. | Foto: ADRIAN DENNIS/AFP / AFP
A.P. Møller-Mærsk leverede onsdag det bedste kvartalsregnskab i koncernens historie. | Foto: ADRIAN DENNIS/AFP / AFP
NIKLAS KRIGSLUND

A.P. Møller-Maersk kan blive tvunget til at genforhandle sine lukrative langtidsaftaler med kunderne, hvis økonomien går i stå.

Flere eksperter vurderer, at de længerevarende aftaler, som ellers er rederiets værn mod en pludselig nedgang i efterspørgslen, langtfra er hugget i sten.

”Når raterne for alvor begynder at gå ned igen – og det kommer de til på et tidspunkt – så har jeg svært ved at se, at de kontrakter, der er indgået på toppen af markedet, vil holde,” siger Lars Jensen, shippinganalytiker og partner i konsulenthuset Vespucci Maritime.

Maersk har tjent voldsomt mange penge under pandemien, og onsdag fremlagde rederiet sit bedste kvartalsregnskab nogensinde med et overskud på hele 48 mia. kr.

Men flere økonomer peger nu på, at der kan være en recession på vej i USA, mens væksten i Europa også kan blive ramt.

Hvis verdenshandlen bremser op, så vil priserne på at få flyttet en container falde fra deres nuværende høje niveau. Og det kan få Maersks kunder til at kræve, at deres ellers faste aftaler bliver genåbnet, mener konsulenthuset Xeneta.

”Så vil man som virksomhed ringe til rederiet og spørge, om man ikke lige skal tage et nyt kig på aftalen. Det er der ingen tvivl om,” siger chefanalytiker Peter Sand.

Maersk betragter selv de lange aftaler som en slags forsikring, der skal give rederiet en blødere landing, når hverdagen vender tilbage efter den historiske indtjeningsfest.

”Det er meget vigtigt for os, at vi har en rigtig god kontraktportefølje, som sikrer en stabil indtjening de kommende år,” siger topchef Søren Skou.

Derfor afviser han også blankt, at aftalerne kan komme til genforhandling – uanset hvordan markedet i øvrigt måtte opføre sig.

”Vores helt klare erfaring er, at hvis du laver en lang aftale med en stor virksomhed, så vil de også honorere den aftale. Det er de også legalt forpligtet til. Så det ser vi ingen risiko for,” siger direktøren.

Der har ellers historisk været tradition for, at kunderne hiver rederierne til forhandlingsbordet, når de dagsaktuelle priser på at få flyttet en container ad søvejen falder til langt under niveauet i de lange aftaler.

”Hver gang der har været en optur, så har Maersk og de andre rederier forsøgt at låse priserne fast i længere tid, og hver gang har de ikke haft den store succes med at håndhæve aftalerne, når markedet går hurtigt ned igen,” siger Lars Jensen fra Vespucci Maritime.

Tal fra Xeneta viser, at det i øjeblikket koster knap 11.000 dollars at få sejlet en container fra Asien til Nordeuropa på en kort aftale, mens prisen falder til knap 9.000 dollars, hvis der er tale om en lang kontrakt.

På det seneste er spændet dog snævret ind, og konsulenthuset forventer, at der allerede til næste år vil være perioder, hvor det er billigere at booke en container fra afgang til afgang fremfor på en kontrakt, der løber over to år.

”Så vil nogle virksomheder forsøge at genforhandle en lavere pris, og selv om det er juridiske aftaler, så ender det meget sjældent i retssager. Det er ofte et give-and-take,” siger Xenetas chefanalytiker, Peter Sand.

Xeneta mener dog, at Maersk står stærkere i dag end tidligere. Det skyldes ikke mindst, at mange virksomheder er blevet så forskrækkede af pandemiens logistiske kaos, at de nu vægter forsyningssikkerhed højere end at få den laveste pris hos rederiet.

”Det har Maersk taget imod med åbne arme, og hvis de kan holde det, de har lovet deres kunder, så vil de stå meget stærkt i eventuelle forhandlinger. Når det er sagt, så er der selvfølgelig ikke nogen, der har lyst til at betale for meget,” siger Peter Sand.

Under pandemien har Maersk bundet langt flere af sine kunder i faste aftaler. 71 pct. af containerne kommer nu fra lange kontrakter mod 46 pct. før udbruddet af covid-19 for to år siden.

Samtidig er det lykkedes at få flere og flere virksomheder til at lægge hele deres transport hos Maersk. Det vil sige, at rederiet også klarer deres landtransport, toldbehandling og lageropbevaring fremfor kun at stå for søfragten.

Den bredere palette af tilbud til kunderne betyder ifølge Maersk selv, at forretningen er blevet mindre sårbar overfor det evindelige prispres, som har præget industrien i årtiet frem til coronakrisen.

Begynder man at kunne se en brat afslutning på containerindustriens optur?

Maersk har fået flere kunder på lange kontrakter – men Søren Skou ser et loft

Maersk er i forhandlinger med flere om salg af Global Ports

Maersk har skudt salg af offshore-rederi til hjørne: Vil udvikle selskabet

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også