ShippingWatch

Maersk og MSC genoptager rute efter ni ugers pause

Maersk og MSC genoptager sejlads på en af de seks strenge, der sejles på i 2M-samarbejdet, efter ni ugers suspension. Ruten har væet midlertidigt suspenderet som følge af lavsæson, skriver Alphaliner.

Foto: PR / MSC

Shippingalliancen mellem Maersk og MSC, 2M, har genoptaget den såkaldte AE-2-rute, der også er kendt som Swan.

Ruten har som følge af lavsæsonen været midlertidigt suspenderet siden 27. oktober og ni uger frem til 28. november, skriver Alphaliner.

Swan er en af seks strenge, som 2M tilbyder mellem Fjernøsten og Nordeuropa, og den repræsenterede op til suspensionen en gennemsnitlig ugentlig kapacitet på 18.000 tyvefodscontainere (teu) eller 18 pct. af den totale kapacitet, som 2M har på ruten.

Servicen er nu blevet genoptaget, og loopet serviceres nu af 12 skibe med en kapacitet varierende fra 18.340 teu til 23.650 teu – altså en lidt større kapacitet end før suspenderingen.

"Med genintroduktionen af dette højkapacitets-loop kan 2M underminere rederiernes bestræbelser på at løfte fragtraterne på Fjernøsten-Europa," skriver Alphaliner.

Selv om spotraterne fra Shanghai til Nordeuropa er steget 32 pct. siden oktober 2 fra 580 dollar per teu til 766 dollar per teu – så er de ifølge konsulentfirmaet fortsat under pres som følge af svag efterspørgsel.

"Imens fortsætter andre alliancer med at skære kapaciteten på ruten, hvor Ocean Alliance har droppet tre sejladser i december, mens THE Alliance har droppet en enkelt rundtur. 2M har indtil videre ikke annonceret droppede ture på denne rute i december," skriver Alphaliner.

Rederierne håber, at en stigende efterspørgsel sent i december og januar kan give et løft i fragtraterne forud for det kinesiske nytår, som starter 25. januar.

Efterfølgende ventes en ny runde kapacitetsnedskæringer fra februar til udgangen af marts. I den periode ventes THE Alliance at trække ni sejladser ud af programmet på ruten, skriver konsulentfirmaet.

Europa har sat sig tungt på kontrollen af den globale containerflåde

MSC bekræfter Søren Toft som ny topchef

Analysehus: Containerskibe med scrubbere kan sejle hurtigere

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere