Rater mellem Asien og Europa går frem for fjerde uge på stribe

For fjerde uge i træk fortsatte raterne med at blive bedre på de tunge containerruter mellem Asien og Europa.
Foto: PR / CMA CGM
Foto: PR / CMA CGM
RITZAU FINANS

Bedringen i fragtraterne på de tunge containerruter mellem Asien og Europa fortsatte i denne uge frem for fjerde uge på stribe.

Det viser data fra Shanghai Shipping Exchange fredag.

Spotprisen på containerfragt mellem Asien og Nordeuropa steg i denne uge med 2 dollar - eller 0,2 pct. - til 812 dollar per tyvefodscontainer (teu).

I de foregående tre uger er raterne steget med henholdsvis 12,2 pct., 6,9 pct. og 0,5 pct. Før det faldt Asien/Europa-raterne syv uger i træk.

På ruterne mellem Asien og USA - både vest- og østkysten - faldt raterne også en del i den forgangne uge, og derfor faldt det samlede indeks fra Shanghai Shipping Exchange - det såkaldte Shanghai Containerized Freight Index (SCFI) - med 2,2 pct. i denne uge.

Det er anden uge i træk, at det samlede indeks falder. SCFI sammensættes på baggrund af straksprisen på fragt fra Shanghai til 15 destinationer i hele verden - herunder ruterne til Europa, som i indekset fylder 20 pct.

På ruterne er Mærsk sammen med schweiziske MSC markedsleder gennem den såkaldte 2M-alliance.

Generelt er containermarkedet fortsat præget af overkapacitet, der lægger pres på priserne.

Men markedet er netop nu på vej ind i højsæsonen for transport, der normalt løber fra medio august til udgangen af oktober, hvor transportmængderne stiger op til store shopping-perioder fra slutningen af november og i hele juleperioden.

Det kan have været med til at understøtte priserne gennem den seneste periode.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også