Tysk storbank er ikke overbevist om bedre tider i Maersk

Berenberg mener fortsat, at udsigterne på den mellemlange bane ser meget usikre ud for Maersk-gruppen. Det ændrer halvårsresultatet ikke på, understreger banken.
Foto: Bloomberg
Foto: Bloomberg
AF RITZAU FINANS

Maersk lover bedre tider for containerfarten, men i den tyske bank Berenberg er man ikke overbevist.

Berenberg, hvis analytikere har nogle af de laveste estimater for Mærsks fremtidige indtjening, venter fortsat udfordringer for det lyseblå rederis indtjening.

Det skriver banken oven på Maersks nedjustering og regnskab de sidste uger, der bød på fremgang i indtjeningen i andet kvartal fra lavpunktet i første – og løfter om endnu mere bedring i andet halvår.

"Vi har lavet nogle justeringer af vores prognose, men vores samlede syn er uændret. Vi anerkender, at der på kort sigt kan være noget om, at aktierne er billige, når man tager det bedre momentum i betragtning. Men vi mener, at udsigterne på mellemlang bane stadig er meget usikre,"skriver Berenberg i en analyse efter fredagens regnskab.

Maersk nedjusterede forrige uge til et ventet driftsoverskud, EBITDA, på 3,5 til 4,2 mia. dollar i 2018. Det kom som en delvis lettelse for markedet, da mange havde ventet endnu dårligere resultater. Berenbergs bud, efter at have set regnskabet, lyder på 3,7 mia. dollar.

Når det gælder 2019, tror Berenberg dog kun på lidt bedring til 4,2 mia. dollar, mens analytikernes konsensusestimat ligger på omkring 4,9 til 5,1 mia. dollar ifølge tal indsamlet af Bloomberg og Maersk selv.

"Konsensusset forudser volumen vækst, bedring i fragtraterne og faldende enhedsomkostninger næste år, hvilket føles som et "best case"-scenarie, når man tænker på usikkerheden om global handel og 2020-brændstofreglerne med mere," skriver Berenberg.

På grund af de lave forventninger til markedet er Berenbergs analytikere også i tvivl om, hvorvidt Mærsk vil kunne give aktionærerne lige så meget udbytte fra salget af Total-aktier, som de har stillet i udsigt.

Maersk har nemlig forpligtet sig til at fastholde en respektabel kreditvurdering, og derfor har selskabet måske behov for at holde fast i en stor klump af den ekstra kapital, hvis ikke indtjeningen kommer op i et højere gear i containerfarten.

Berenbergs kursmål lyder fortsat på 9500 kr. for Maersk, og det udløser anbefalingen "hold", da Maersk B-aktien for tiden koster godt 9200 kr.

Søren Skou: "Vi er blevet en vækstvirksomhed igen" 

Maersk Drilling kan blive blandt verdens mest værdifulde rigselskaber

Jefferies om Maersk: Bedre markedsforhold tegner godt fremadrettet

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også