Schweizere vil genoplive skandale-felt
![Foto: DONG](https://photos.watchmedier.dk/watchmedier/resize:fill:3840:0:0/plain/https://photos.watchmedier.dk/Images/article5842064.ece/ALTERNATES/schema-16_9/siri%2520dong%2520energy%2520olie%2520gas-2020773804038395847.jpg)
Der er store muligheder i Dongs Hejre-felt i Nordsøen, og de skal bruges. Det mener schweiziske Ineos, der har købt Dong Energys olie- og gasdivision.
"Så langt vi kan se, er det et spørgsmål om, hvornår og hvorledes man udvikler feltet – ikke om det skal udvikles," siger norske Geir Tuft, adm. direktør i Ineos Breagh til Børsen.
Den danske energikoncern har ellers skrinlagt projektet efter ifølge Børsen at have hældt godt 7 mia. kr. i udviklingen af feltet.
For tre uger fik Dong Energy lagt låg på en retssag omkring Hejre-feltet i Nordsøen. Det vil sige, at det gjorde energiselskabet ikke i bogstavelig forstand, eftersom hele miseren omkring oliefeltet består i, at konsortiet bag netop ikke kunne få leveret platformen på sin retmæssige plads oven på det installerede fundament i Nordsøen.
Men med indgåelsen af et forlig med Technip og Daewoo Shipbuilding fik Dong lukket sagen.
Mens den afklaring formentlig var en god ting forud for et køb, så betyder det altså ikke, at Hejre ikke bliver udviklet.
Geir Tuft fortæller, at der forud for købet har været i tæt dialog med Dong omkring energiselskabets tanker om feltet, og at det i høj grad er inspiration herfra, der får schweizerne til at se positivt på Hejre-potentialet.
Det er ikke hele Hejre-feltet, der går med i købet af Dongs olieforretning. Tyske Bayerngas har således en andel på 40 pct. i feltet.
Energistyrelsen kan spænde ben for salget af Dongs olie
Relaterede artikler
Energistyrelsen kan spænde ben for salget af Dongs olie
For abonnenter
Dong jubler over at blive rendyrket grøn
For abonnenter