BP ser frem mod store frasalg i 2017

Der skal luges ud i alt, hvad der ikke er tilstrækkeligt indtjeningsskabende i BP i 2017. Samlet sigter selskabet mod at skrabe mellem 4.5 og 5.5. mia. dollar ind på salg af aktiver.
Foto: BP/PR
Foto: BP/PR
AF SØREN SPRINGBORG, ENERGIWATCH

Står man og mangler et lettere brugt raffinaderi eller eventuelt en attraktiv beliggende kontorbygning, så kan det betale sig at tjekke det britiske olieselskab BP's portefølje af aktiver ud.

Selskabet varsler nemlig et omfattende frasalg af sekundære aktiver i 2017. Det oplyser BP i dagens regnskaber, hvor man øger ambitionen for frasalg i 2017 med et par milliarder dollar. Fra 3.2 mia dollar frasalg i 2016 til frasalg i 2017 i lejet 4.5 til 5.5 mia. dollar.

"Alt hvad vi gør i 2017 er med det sigte at bygge en endnu stærkere platform for vækst og dividende for vores aktionærer. Vi tror meget på, at 2017 skal drives af organisk vækst, og så ønsker vi at trimme selskabet yderligere. En del af det vil være at sætte fokus på yderligere frasalg af aktiver, der ikke bidrager væsentligt til vores cashflow eller som ikke er centrale for forretningen. Så vi guider mod at øget frasalg målt i værdi i 2017, men der vil sandsynligvis ikke være tale om centrale aktiver inden for upstream (felter og efterforskning, red.). I stedet vil fokus være på downstream og på frasalg af mere teknisk karakter," siger Bob Dudley, adm. direktør i BP, på et konferencekald tirsdag morgen.

Som eksempler på BP's mulige frasalg i 2017 nævner Bob Dudley kontorbygninger, raffinaderier eller aktiver i markeder, der ikke er centrale for BP. Et sådan frasalg har BP allerede gennemført en gang i år, da selskabet 24. januar solgte Sullom Voe olieterminalen på Shetlandsøerne til EnQuest. Sullom Voe blev færdigbygget i 1982, og handlen indbragte da også kun BP 85 mio. dollar.

BP har da også flere gange sagt, at man er dedikeret til fortsat olieproduktion i Nordsøen, og intet tyder altså på, at BP har til hensigt at følge den strategi konkurrenten Shell har lagt sig fast på for Nordsøen, hvor man i sidste uge solgte godt halvdelen af selskabets aktiver i den britiske del af Nordsøen og i går blev rygtet på vej til at sælge sig ud af den danske del af Nordsøen.

Ingen store felter til salg

I forhold til olieefterforskning og felter – upstream-delen af forretningen – så understreger BP i forbindelse med dagens regnskab, at man anser de helt store frasalg for gennemført.

"Vi har solgt for over 55 mia. dollar upstream assets i årene op til og med 2015. 2016 bød på frasalg i blandt andet rørledninger og af tekniske aktiver, og det er mere den retning vi vil se fortsætte i år. Der vil dog sandsynligvis være noget frasalg af upstream, men det vil ikke få afgørende betydning for vores produktionsniveau. Vi tror på at vi har guidet for et fornuftigt niveau af frasalg i 2017, men som altid må vi se, hvordan året udvikler sig. Jeg er ikke afvisende over for, at det kan blive mere eller mindre, det afhænger helt af, hvilke muligheder der byder sig," siger Bob Dudley. 

Går alt som BP håber, bliver 2017 det foreløbigt sidste år med massive frasalg for det britiske olieselskab. Fra 2018 og fremefter forventer BP frasalg for 2-3 mia. dollar om året – hvilket anses for normalt af BP.

Forventer plus i 2017

BPs justeret resultat – det såkaldte replacement cost-resultat endte på minus 999 mio. dollar i 2016. Hvis de ikke-operationelle dele holdes udenfor, var olieselskabets overskud det laveste i 10 år med en halvering fra 5,9 til 2,6 mia. dollar. Til gengæld er nettogælden steget markant fra 27,2 til 35,5 mia. dollar ved årets udgang.

Omsætingein i BP steg i 2016 til 51,01 mia. dollar mod 49,17 mia. dollar i 2015.

BP forventer dog en stigende produktion i 2017 og et positivt resultat forudsat at olieprisen mod årets udgang lander i omegnen af 60 dollar per tønde Brent. I dag er prisen på Brent på 55,72 dollar.

BP forventer desuden et investeringsniveau på 16-17 mia. dollar i 2017, ligesom man forventer at gennemføre effektivisering og omkostningsreduktioner for godt 7 mia. dollar.

BP's 2016-resultat blev det dårligste i ti år

Medie: Shell trækker sig fra dansk del af Nordsøen 

Store nedskrivninger sender Statoil i minus

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også