Statoil hæver værdi af Johan Sverdrup-feltet

 Statoil opjusterer værdien af oliefeltet Johan Sverdrup, som Maersk Oil ejer 8,44 pct. af. For første fase ligger break even under 25 dollar.
Foto: Statoil, PR
Foto: Statoil, PR
AF RITZAU FINANS

Norske Statoil opjusterer værdien af oliefeltet Johan Sverdrup, som Maersk Oil ejer 8,44 pct. af.

Den ventede fulde produktionskapacitet for Johan Sverdrup bliver sat op til 660.000 tønder om dagen, skriver Statoil i en pressemeddelelse. Ved projektets begyndelse var det anslået, at der ville blive produceret mellem 550.000 til 650.000 tønder olie om dagen, når Johan Sverdrup var i fuld produktion.

For første fase af projektet lyder den ventede kapacitet nu på 440.000 tønder om dagen mod tidligere 315.000-380.000 per dag.

Det sker blandt andet på baggrund af enighed om at udvide produktionskapaciteten med en ekstra produktionsplatform samt effektiviseringer og fjernelse af flaskehalse, fortæller Statoil.

Samtidig bliver det billigere end ventet at producere olie på feltet. For første fase ligger breakeven under 25 dollar. For fuldfeltet bliver prisen "under" 30 dollar per tønde.

Lundin Petroleum, der ejer godt en femtedel af feltet har tidligere fortalt, at prisen på at producere olie fra feltet ville ligge på "omkring" 30 dollar per tønde.

"Vi ser nu resultaterne af et godt samarbejde mellem Statoil, dets partnere og leverandører. Vi reducerer investeringsomkostningerne markant, og vi øger proceskapaciteten, ressource-estimatet og værdien af feltet. Johan Sverdrup er et verdensklasse projekt, og vi ønsker at skabe høj værdi for ejerne og samfundet i generationer," siger Eldar Sætre, Statoils CEO, i meddelelsen.

Statoil har sænket forventningerne til investeringerne i projektet med 24 mia. norske kr. til 99 mia. norske kr. for første fase. Det svarer til knap 80 mia. danske kroner.

For hele projektet ventes investeringerne nu at lande mellem 140 og 170 mia. norske kr. I første omgang blev det meldt ud, at investeringerne ville ramme mellem 170 og 220 mia. norske kr. Det blev dog siden justeret til mellem 160 og 190 mia. norske kr.

Feltet, der ligger i Nordsøen ud for Stavanger i Norge, ejes 40,03 pct. af operatøren Statoil, 22,6 pct. af Lundin Petroleum, 17,36 pct. af Petoro, 11,57 pct. af Det norske oljeselskap og endelig 8,44 pct. af Maersk Oil.

Medie: Maersk Oil overvejer at skære flere lande fra 

Maersk Oils svenske Sverdrup-partner topper global vækst 

Statoil får overraskende underskud i andet kvartal 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også