Nye afskedigelser rammer Maersk Oil

Udfordrende markedsforhold får Maersk Oil til at nedlægge et regionalt kontor og trække medarbejdere og afdelinger til København, fremgår det af en pressemeddelelse.
Foto: Maersk Oil
Foto: Maersk Oil
AF RITZAU FINANS

Maersk Oil reducerer sine aktiviteter i Angola og USA som konsekvens af fortsat udfordrende vilkår for offshore-olieudvinding. Det oplyser A.P. Møller - Mærsks olieselskab i en meddelelse torsdag eftermiddag.

Reduktionen betyder en nedlæggelse af selskabets kontor i Houston i delstaten Texas og en reduktion i bemandingen i Luanda, Angolas hovedstad. I alt drejer det sig om omkring 100 medarbejdere og leverandører, oplyser Maersk Oil.

Af de cirka 100 er omkring 60 i øjeblikket placeret i Houston og cirka 40 i Luanda. Beslutningen kommer som følge af udfordrende markedsforhold, oplyser selskabet. Den er truffet oven på omfattende og fortløbende arbejde med blandt andet at forbedre afkastet fra og reducere investeringerne (capex) i Chissonga-projektet i Angola.

Ansvar flyttes til København

Ændringerne vil medføre, at noget af ansvaret for Chissonga-projektet vil blive overført til Maersk Oils hovedkontor i København og efterlade kontoret i Luanda med 18 medarbejdere til at fortsætte arbejdet.

"Chissonga er ligesom mange dybvandsprojekter i vores branche økonomisk udfordret i det nuværende markedsmiljø. Maersk Oil er fortsat engageret i Chissonga-projektet, og vi har vurderet flere muligheder for at kommercialisere disse ressourcer i vores partneres og de angolanske myndigheders bedste interesse. Ud over at arbejde for at reducere de samlede projektomkostninger, ser vi også på mulighederne for potentiel udvikling i fællesskab med andre," siger Maersk Oils driftsdirektør, Gretchen Watkins, i pressemeddelelsen.

Det kunne eksempelvis være samarbejde med andre, der arbejder med efterforskning af olieudvinding. En vigtig forudsætning er dog, at der kan komme et attraktivt afkast ud af selskabets investering, påpeger hun. Maersk Oils ikke-aktive aktiviteter i Den Mexicanske Golf, der i øjeblikket også drives fra Houston, vil også blive overført til hovedkontoret i København i løbet af de kommende måneder.

Maersk Drilling mister afrikansk kontrakt før tid 

Maersk Drilling afskediger 70 fra rigge i Norge 

Shell og Maersk opgiver dansk oliejagt 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu