Gas overhaler olie i Norge

De seneste 12 måneder har Norge eksporteret naturgas for 232 milliarder norske kroner, og dermed udgør den norske produktion af gas for første gang nogensinde en større værdi end landets olie.
Foto: Magnus Holm, Polfoto
Foto: Magnus Holm, Polfoto
AF RITZAU

Norges olieeventyr burde måske i virkeligheden ændres til gaseventyr. I hvert fald er værdien af Norges eksport af gas for første gang nogensinde nu højere end olieeksporten.

I løbet af de seneste 12 måneder har Norge solgt naturgas til udlandet for 232 milliarder norske kroner. I samme tidsrum er der solgt olie for 216 milliarder kroner. Det skriver avisen Dagens Næringsliv.

"Gas er i færd med at gå fra lillebror til storebror i Norge. Jeg havde ikke troet, at indtægterne fra gas ville blive højere end olie for at være helt ærlig. Det er sket overraskende hurtigt. Og det skyldes næsten udelukkende prisen," siger Thina M. Saltvedt, chefanalytiker i Nordea, til avisen og fortsætter:

"At olieprisen skulle falde så meget og blive liggende der, havde ingen forventet i fjor."

Siden sommeren 2014 er prisen på en tønde olie fra Nordsøen faldet fra over 100 dollar til nu under 50 dollar.

Prøv ShippingWatch gratis og få adgang til alle artikler i 40 dage

Om naturgas eller olie bliver vigtigst for den norske økonomi fremover, er eksperter, som avisen har talt med, uenige om.

Norge er blandt Europas største leverandører af naturgas, og i år har Norge fortrængt Rusland fra tronen som Vesteuropas gaskonge.

I første kvartal af 2015 eksporterede Norge 29,2 milliarder kubikmeter gas til vesteuropæiske lande. Rusland sendte i samme periode godt 20 milliarder kubikmeter naturgas af sted til Vesteuropa.

Norge blev i 2012 for første gang den førende eksportør af naturgas til Vesteuropa, men allerede året efter satte Rusland sig igen på førstepladsen.

At Norge nu igen er størst, er sandsynligvis en konsekvens af EU's forsøg på at gøre sig mindre afhængig af russiske energiforsyninger - blandt andet som følge af utilfredsheden med Ruslands rolle i urolighederne i det østlige Ukraine.

PWC: Forbedrede rammevilkår i Norge svækker Danmark

Norsk offshore varsler fordobling i oplægning

Gazprom træder ind i den danske Nordsø 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også