1000 danske job i fare efter olieprisens styrtdyk

Op imod 1000 danske jobs kan forsvinde som en følge af olieprisens fald, vurderer direktør for olie og gas hos Offshoreenergy, Johannes Kromann Bie, over for ShippingWatch. "Vi har som leverandører sovet i timen," siger han med selvransagelse over en industri, der har haft det alt for let i årevis.

De seneste måneder i den norske olieindustri har budt på nedskæringer, fyringer i hundredvis af medarbejdere per gang eller decideret lønnedgang hos de ansatte for at redde deres arbejdsplads. Helt uvant for et erhverv, der har kunnet gå på vandet de seneste fire-fem år, men som med det bratte fald i olieprisen, der satte ind sidste efterår, skal til at vænne sig til en ny virkelighed.

Blandt de danske underleverandører har den lave oliepris fået konsekvenser i selskaber som Semco Maritime og Rambøll Olie og Gas, men det har stadig begrænset sig til få enkelte selskaber. Men ifølge offshoreindustriens branchenetværk Offshoreenergy.dk, der har 270 medlemsvirksomheder inden for olie, gas og vind, kan det komme til at gøre ondt i 2015. Op mod 1000 arbejdspladser ventes at forsvinde i 2015 som en følge af olieprisen, der rundt regnet er halveret i dag fra højdepunktet omkring de 120 dollars per tønde sidste år.

Rambøll Olie & Gas skærer kraftigt i Norge 

"Det gør rigtig, rigtig ondt, når olieprisen er faldet så meget. Min vurdering er, at mellem 500 og 1000 jobs er forsvundet eller vil forsvinde inden for et år. Vi hører om flere, der må reducere," siger direktør for olie og gas hos Offshoreenergy.dk, Johannes Kromann Bie, til ShippingWatch.

Ifølge Offshoreenergy.dk arbejder der omkring 16.000 personer inden for olie og gas i Danmark. Mange af de danske virksomheder arbejder dog både inden for olie/gas og vindindustrien, hvilket er med til at afbøde noget af effekten i modsætningen til de norske konkurrenter, som i høj grad alene er fokuseret på olie og gas. I Norge lyder vurderingen lige nu, at olieprisens kollaps har kostet omkring 15.000 arbejdspladser, men at man her også først mangler at se det værste.

Nedskæringer uundgåelige

Rambøll Olie & Gas lukkede for nylig kontoret i Sandefjord i Norge og har afskediget 21 medarbejdere. "Det er lige pludselig blevet et yderst konkurrencepræget marked," forklarede adm. direktør John Sørensen til ShippingWatch i starten af april. Også flere af de olierelaterede virksomheden inden for Maersk Gruppen har besluttet at neddrosle bemandingen som en direkte konsekvens af den nye oliepris, og CEO i Maersk Drilling, Claus Hemmingsen, understregede i april i Singapore på konferencen SeaAsia, at der kun er en vej frem for branchen, og det er at blive rentabel under de nuværende vilkår.

De virksomheder, der er medlemmer af Offshoreenergy.dk, har som en del af olieindustrien i lige så høj grad som alle andre levet fedt på de til tider absurd høje priser, der har eksisteret siden 2010. Udgifterne til drift og vedligeholdelse er steget to og en halv gang, og alene den danske del af industrien kaster 8,4 milliarder kroner af sig i service- og vedligeholdelsesopgaver. På den ene side har der været tale om fast arbejde, hvis man spørger Johannes Kromann Bie. På den anden side, påpeger han, har det betydet, at industrien har snorksovet i årevis, fordi det simpelthen var for nemt at være til.

"Vi har sovet i timen"

"Der har været tale om en voldsom stigning til drift og udgifter, som oveni købet har fundet sted i en periode, hvor produktionen er halveret. Derfor må vi også være selvkritiske i dag og sige, at vi i den periode ikke har været gode nok til at være innovative og udvikle nye samarbejder, eller f.eks. udvikle nye materialer, der kræver mindre vedligeholdelse. I modsætning til andre industrier som bl.a. vindindustrien, er der ikke opstået en tradition for at dele viden på tværs af branchen eller at samarbejde om logistikopgaver. Når et olieselskab har manglet en dims på en borerig, har man sendt et skib ud med den. Dagen efter har nabo-riggen tilkaldt et skib med en anden dims. Hvorfor er man ikke begyndt at arbejde mere sammen," spørger Johannes Kromann Bie.

"Havde vi som leverandører fokuseret  på  ’Cost Reduction’ for tre år siden, havde situationen været en helt anden i dag," tilføjer han.

Han siger, at omkostningerne er steget 10-15 procent om året i Storbritannien og i Norge og både drevet kontraktpriser og lønninger op, som er det. der især kan mærkes i Norge.

Olie og gas direktøren hos Offshoreenergy.dk lægger derfor op til, at man begynder at arbejder bedre sammen på tværs af branchen og håber bl.a., at det nye olieforskningscenter på DTU med Bo Cerup Simonsen i spidsen kan indgå aktivt i arbejdet

Olieprisfald får Semco til at fyre igen 

Lav oliepris koster fyringer i Rambøll

Esbjerg Havn ubemærket gennem olie- og gasnedtur

Olieprisfald får Semco til at fyre igen

Olieselskaber trækker sig fra Nordsøen 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også