Ny energikommissær får det gule kort

Europa-Parlamentet vil ikke umiddelbart godkende den nye spanske energikommissær, som har været igennem en flere timer lang høring.
Foto: Europa-Parlamentet
Foto: Europa-Parlamentet
AF RITZAU FINANS

Spaniens kandidat til at blive ny EU-kommissær for klima og energi, Miguel Arias Canete, må ligesom britiske Jonathan Hill og ungarske Tibor Navracsics vente lidt endnu på at få svar på, om han får jobbet.

Allerede inden Europaparlamentets miljø- og industriudvalg onsdag aften tog hul på deres tre timer lange høring af Canete havde der været betydelig fokus på både hans tætte personlige og økonomiske interesser i olieindustrien og en række nedsættende udtalelser om kvinder.

Kræver flere svar

Ritzau erfarer, at de to udvalg torsdag formiddag har besluttet, at de må have svar på flere spørgsmål om kandidatens økonomiske interesser, før de er klar til at give en endelig dom over hans egnethed til jobbet.

Prøv ShippingWatchs nyhedsbrev to gange dagligt i 40 dage gratis

Udsættelsen skyldes ifølge Ritzaus oplysninger, at Canete, som selv blev valgt ind i Europaparlamentet i foråret, bare dagen før sin høring rettede i oplysningerne om sine økonomiske interesser i parlamentets register. Derfor har et flertal i udvalgene bag høringerne bedt om en vurdering fra parlamentets retsudvalg, før de er klar til at træffe en beslutning om Canete.

Netop Canetes sene rettelser i parlamentets register gjorde, at høringen onsdag fik en lidt utraditionel start.

Altid betalt skat

Et udvalgsmedlem brød ind for at slå fast, at kandidatens skriftlige erklæring om personlige interesser - imod reglerne - skulle være ændret to gange inden for de forudgående tre døgn.

Den problematik blev et grundtema under høringen, hvor de politiske grupper i udvalget delte sig i to.

Parlamentets største gruppe, den borgerlige EPP-gruppe, som Canete selv tilhører, begyndte at klappe, når spanieren svarede. Eksempelvis høstede han et biflad på et svar om, at han "altid havde betalt sin skat." Canete har indtil 2012 været bestyrelsesformand for firmaet Petrolifera Ducar, som tanker olie på skibe til havs - en metode som beskyldes for at forårsage spild af olie.

Den danske europaparlamentariker Margrete Auken (SF) hilser den ekstra granskning af Canete velkommen og advarer mod potentielle interessekonflikter, hvis han får jobbet.

"Jeg mener fortsat, at han er en farlig mand, og at det vil være en bombe under de internationale klimaforhandlinger, hvis Europaparlamentet vælger at godkende ham," siger Auken i en skriftlig kommentar.

Her er den nye energi- og klimakommissær

Miljøentusiast skal styre EU's transportudvalg 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også