Gas-nederlag gør kun "lidt ondt" på Dong

En gammel sag om pris på gastransport i Nordsøen er nu lukket af Energiklagenævnet. Den kommer til at koste Dong et trecifret millionbeløb årligt.
Foto: Maersk
Foto: Maersk
AF JOACHIM CLAUSHØJ BINDSLEV, ENERGIWATCH

Gas-nederlaget til Mærsk kan mærkes i Dongs indtjening, men det er ikke noget, som kommer til at betyde alverden.

Det vurderer Jakob Magnussen, kreditanalytiker i Danske Bank, efter at Energiklagenævnet har stadfæstet en afgørelse om, at Dong skal sænke priserne på gastransport i Nordsøen fra 10 til 5,75 øre pr. kubikmeter.

"Det kommer næppe til at betyde meget for obligations-markedet. Det er lidt negativt, da det reducerer EBITDA med omkring 1 pct., men ikke nok til at flytte kursen på obligationerne," skriver Magnussen i en mail til EnergiWatch.

Ingen var tilfredse

Slagsmålet har stået på siden 2011, hvor Mærsk klagede over Dongs pris for at transportere gas fra felterne i Nordsøen til gasbehandlingsanlægget i Nybro på den jyske vestkyst.

Afgørelsen fra Energiklagenævnet kommer til at spare Maersk og de andre selskaber, der påvirkes af ændringen, omkring 200 mio. kr. om året. Penge som ellers ville være havnet i Dongs pengekasse.

Klagen fra Mærsk endte med, at Energitilsynet i 2012 afgjorde, at Dong med 10 øre per m3 gas havde taget for meget for transporten til land. Niveauet skulle ned på 5-7 øre pr. m3, men det var hverken Dong og Mærsk tilfredse med.

Mærsk vinder millionslagsmål om gas

Mærsk ville have prisen længere ned, mens Dong ville have prisen op. Nu er Energiklagenævnet kommet frem til en pris på 5,75 øre pr. m3 gas, som næsten halverer Dongs forretning på transporten. Netop det, at sagen har stået på så længe betyder, at det ikke kommer som en større overraskelse.

"Sagen er velkendt i markedet. De fleste så det som en potentiel upside mulighed, hvis beslutningen blev ændret (til Dongs fordel). Det at beslutningen bliver stadfæstet er mere som forventet," lyder det fra Magnussen.

Selvom sænkningen af prisen er en bét for det statslige energiselskab, er det godt nyt for udnyttelsen af den danske del af Nordsøen.

"At tariffen bliver sat ned vil alt andet lige øge profitabiliteten for selskaberne i Nordsøen. Hvis det bliver billigere at transportere, er det logisk, at rentabiliteten af udvinding og efterforskning stiger," lød det fra RUC-lektor Anders Larsen, da Dong første gang blev pålagt at sænke tariffen.

Klagenævn stadfæster Maersks millionsejr over Dong

Maersk og Dong napper nye norske olielicenser 

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også