Nordsøfonden giver udbyttefest hos staten

Den danske statskasse har fået et rekordbeløb i udbytte og skat fra Nordsøfonden.
AF THOMAS BO CHRISTENSEN, ENERGIWATCH

Finansministeriet klapper sikkert i hænderne, efter Nordsøfonden har afleveret årsrapporten for sidste år.

Den viser nemlig, at statens forlængede arm har afleveret ikke mindre end 6,9 mia. kr. til statskassen fordelt på 3,6 mia. kr. i selskabs- og kulbrinteskatter og et regulært udbytte på 3,3 mia. kr.

I 2012 blev det til "kun" ca. to mia. kr. - 1,5 mia. kr. i skatter og 550 mio. kr. i udbytte - fra Nordsøfonden, som automatisk ejer 20 pct. af alle nyere olie- og gaslicenser.

Fik del i Mærsk-kagen

Årsagen til den store stigning skal findes i, at Nordsøfonden i midten af 2012 trådte ind med en 20 pct.'s ejerandel i det Mærsk-ledede Dansk Undergrunds Consortium (DUC), der sidder på 85-90 pct. af olie- og gasaktiviteterne i Nordsøen.

Medejerskabet er en direkte konsekvens af Nordsøaftalen fra 2003, hvor staten i en overgangsperiode har fået del i DUC’s overskud for nu at være direkte medejer.

Det slår for alvor igennem i 2013, hvor Nordsøfondens andel af produktionen i DUC udgjorde 11,4 mio. tønder olie svarende til 31.200 tønder pr. dag. Det er på niveau med andet halvår af 2012, mens gasproduktionen, der samlet var på 786 mio. m3 gas, er lidt under niveau.

Med en gennemsnitlig Brent oliepris i 2013 på 111 dollar pr. tønde blev Nordsøfondens samlede omsætning på 9,0 mia. kr.

Fonden har dog også båret sin portion af produktionsomkostningerne, som for fondens vedkommende udgjorde 1,2 mia. kr., ligesom andelen af investeringer i produktionsboringer m.m. landede på 425 mio. kr. Dertil har fonden brugt penge på vurderingsaktiviteter (115 mio. kr.) og efterforskningsaktiviteter (118 mio. kr.).

Det egentlige resultat for Nordsøfonden lander på 1,3 mia. kr. mod 716 mio. kr. i 2012.

Høj aktivitet i år

2014 tegner på mange måde solidt for fonden, eftersom aktivitetsniveauet i Nordsøen forventes at være højt bl.a. på grund af gennemførelse af fire til fem efterforsknings- og vurderingsboringer.

Dog forventes olieproduktionen i DUC i 2014 til gengæld noget under niveauet i 2013 som følge af felternes naturlige produktionsfald, ligesom gasproduktionen i 2014 forventes tilsvarende noget lavere end i 2013, skriver fonden i årsrapporten.

Samlet forventer Nordsøfonden ved nuværende oliepriser et resultat på 1,0-1,5 mia. kr. for 2014.

 

OM NORDSØFONDEN:

  • Nordsøfonden er den danske stats olie- og gasselskab.
     
  • Nordsøfonden er oprettet efter norsk forbillede og er et resultat af en politisk aftale i 2003, der forlængede Nordsøkoncessionen til 2042, mod, at Staten kommer ind i DUC med et ejerskab på 20 pct..
     
  • Medejerskabet betyder også, at fonden fremover skal deltage i nye investeringer, ligesom fonden nu hænger på 20 pct. af milliardregningen for oprydningen efter olieudvindingen.
     
  • Fra 2005 og frem har Nordsøfonden deltaget i alle nye licenser i det danske område.

 

Olieboss: "I Norge siger vi, hvad vi mener" 

Mr. Triple-E skal lede olieforskning 

Staten: Oliejagt for dyr i Danmark 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også