Gammelt Shell-uheld kan hindre arktiske boringer

Et uheld for over et år siden kan nu få alvorlige konsekvenser for olieefterforskning i arktiske områder.
AF SØREN SPRINGBORG

Et basalt uheld med et tov, der bristede og en borerig, der stødte på grund, kan nu få konsekvenser i milliardklassen for den internationale olie- og gaskoncern Shell. Det skriver Financial Times.

Uheldet, der skete i december 2012, ramte boreriggen Kulluk, da den skulle transporteres fra den sydlige kyst i Alaska til Seattle for reperationer. Undervejs stødte riggen på hårdt vejr, hvorefter det tov, der forbandt riggen med slæbebåden Aiviq, bristede. Kulluk strandede i det hårde vejr på kysten i Alaska.

Med til historien hører, at Shell skulle have betalt omfattende skatter til delstaten Alaska, hvis Kulluk fortsat befandt sig i Alaskas farvande efter den 1. januar 2013.

Nu er den amerikanske kystvagt klar med sin rapport om sagen, og i følge Financial Times vil rapporten rette skarp kritik både mod besætningen på slæbebåden Alviq, men også mod Shell. Admiral Servido, der står bag rapporten, udtaler, at han er dybt bekymret over det signifikante antal af sikkerhedsbrister, der fandt sted i forbindelse med uheldet.

Besætning forsømte pligt

Kystvagten vurderer, at store dele af besætningen på Alviq - herunder kaptajnen og maskinmesteren, kan have været medansvarlig i uheldet. Men også selskabet som Shell havde hyret til opgaven, Edison Chouest Offshore, forsømte en række pligter i forbindelse med opgaven. Forsømmelser, der sandsynligvis vil falde tilbage på Shell, vurderer kystvagten, der nu anbefaler, at sagen prøves ved civile domstole.

Den demokratiske senator fra Alaska, Ed Markey, raser over Shells opførelse i sagen.

"Rapporten viser, at Shell, på grund af økonomiske hensyn, overtrådte samtlige sikkerhedsregler og ignorerede alle røde lys, da de ville flytte riggen," siger Ed Markey til Financial Times.

Har brugt fem mia. dollar

Shell har i år lagt sine planer for at bore i arktiske områder på hylden efter en række søgsmål, og koncernen har endnu ikke meldt ud, om man vil genoptage boringerne næste år. Det anslås, at Shells boreprojekter i arktiske områder allerede har kostet selskabet omkring 5 mia. dollar.

Shell oplyser til Financial Times, at Kulluk vil blive skrottet, og at man nu vil gennemlæse kystvagtens rapport. Selskabet oplyser desuden, at man allerede har implementeret en række erfaringer fra ulykken i selskabets manualer.

Greenpeace: Shells hjemland siger nej til olie fra Arktis

Væksten i arktisk sejlads er stærkt overdrevet

Greenpeace: EU vil beskytte Arktis 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også