Wrist på vej til Afrika

Danske Wrist Ship Supply sætter nu aktivt ind på det afrikanske kontinent og vil fra næste år servicere offshoreindustrien i Angola.

Verdens største forsyningsselskab, danske Wrist Ship Supply, har taget sigte på offshore-sektoren i Angola. Fra næste år vil selskabet betjene og servicere olierigge og fartøjer med alt, hvad der skal til for at holde en produktion i gang. Angola udvider for øjeblikket oliejagten til havs, og det er ordrer på de nyopførte rigge, som Wrist hovedsageligt vil gå efter. Derudover vil selskabet også gerne have foden inden for hos de mange selskaber, som ellers skal betjene riggene, skriver Lloyds List.

Næst efter Nigeria er Angola det afrikanske land med størst olieproduktion, og det anslås, at landets oliereserver er på i alt 9,5 mia. tønder. Og med det stålsatte fokus på Angola har Wrist Ship Supply for alvor slået hul på de planer, som CEO Robert Kledal i sommer fortalte om til ShippingWatch.

Udover den intensiverede jagt på afrikanske ordrer, planlægger Wrist Ship Supply også ekspansion på det brasilianske offshoremarked, hvor CEO Robert Kledal over for Lloyds List ikke udelukker, at det vil indebære opkøb af konkurrenter. Han regner med, at skridtet ind på det sydamerikanske marked bliver taget i løbet af 2014.

Endelig har Wrist Ship Supply også kig på Kinas voksende handelsflåde som muligt nyt forretningsområde.

I sommer forklarede CEO i Wrist Ship Supply, Robert Kledal, overfor ShippingWatch, at aggressiv vækst er en klar del af strategien for selskabet.

"Vi kigger os hele tiden omkring. Køb og overtagelser er et af de tre øverste mål i virksomhederne. Asien og offshore er to af de områder, vi satser mest på, og hvor vi mener, vi bør være mere til stede. Inden for offshore er det heller ikke kun Nordsøen, vi kigger på. Vi følger også mulighederne i Brasilien og Angola," sagde Robert Kledal.

Stor amerikansk vækst for Wrist Ship Supply 

Wrist Ship Supply holder fast i aggressiv vækst-plan

Redere: Specialskibe skal på dagsordenen 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også