Olieselskab ødelagde beviser om udslip

Halliburton erkender at have ødelagt bevismateriale i forbindelse med den store ulykke i Den Mexicanske Golf i 2010 på boreplatformen Deepwater Horizon. Indrømmelsen udløser maksimal bøde.
Foto: Erik Johansen
Foto: Erik Johansen
AF RITZAU FINANS

Endnu et selskab har erklæret sig skyldig i overtrædelser i forbindelse med den store olieulykke i Den Mexicanske Golf i 2010. Det drejer sig om Halliburton, der erkender at have ødelagt bevismateriale i forbindelse med ulykken.

Indrømmelsen betyder, at Houston-selskabet skal betale maksimumbøden for den type forseelser, oplyser det amerikanske justitsministerium ifølge Financial Times.

Eksplosionen på boreplatformen Deepwater Horizon dræbte 11 arbejdere og førte til det største udslip af olie i USA's historie, da millioner af tønder råolie strømmede ud i havet.

Både olieselskabet BP og Transocean, ejer og operatør af olieriggen, har tidligere erkendt sig skyldige i adskillige overtrædelser, der sættes i forbindelse med ulykken.

Ud over at betale bøden er Halliburton også indstillet på at være under skærpet opsyn i tre år og samarbejde med myndighederne om efterforskningen af ulykken. Den medførte, at store strandområder ved USA's kyster mod Den Mexicanske Gulf blev tilsølet at tung råolie.

Halliburton accepterer også at yde et bidrag til naturbeskyttelse i form af 55 millioner dollar - eller godt 310 millioner kroner - til National Fish and Wildlife Foundation.

Halliburton har sat næsten otte milliarder kroner til side, der skal bruges til at betale erstatningskrav efter ulykken.

Sidste år betalte BP 26 milliarder kroner i et forlig med de amerikanske myndigheder om de kriminelle aspekter af sagen. Blandt andet forsømmelse, som førte til de 11 oliearbejderes død.

BP har i forvejen betalt snesevis af milliarder kroner i erstatning for forurening til personer, som blev ramt af udslippet, da en oliebrønd på bunden af Golfen kom ud af kontrol.

Olien strømmede ud i 87 dage, før det lykkedes for BP at standse udslippet.

RITZAU FINANS

Amerikanske Halliburton overgår forventningerne 

BP skal udbetale 7,8 mia. USD i Macondo-erstatning 

 

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også