Maersk Drilling: Markedet giver potentiale for ratestigninger

Maersk Drilling bliver bekræftet i, at det giver god mening at have borerigge og boreskibe, der arbejder på dybt vand. Den seneste kontrakt giver en dagsleje på 634.000 USD per dag.
AF RITZAU FINANS

Det er et godt tidspunkt at have ultra-moderne borerigge eller -skibe på hånden, når oliebranchen er desperat efter at bore på dybt vand efter brændstof til fremtidens olietørst. Det kan A.P. Møller - Mærsks datterselskab Maersk Drilling atter konstatere efter indgåelsen af en kontrakt på den anden af sine fire kommende dybtvandsskibe med amerikanske ConocoPhillips og Marathon Oil. Siden selskabet indgik den første kontrakt for knap fem måneder siden, er prisen nemlig steget 14 pct. til 694 mio. dollar for en treårig aftale eller godt 634.000 dollar per dag.

Den eneste forskel i forhold til den første kontrakt, som blev indgået i juni med en pris på 610 mio. dollar for tre år (560.000 dollar per dag), er at den seneste bliver leveret med to såkaldtede "blow out preventers", en type sikkerhedsventil. Ellers er de identiske.

Timing i kontrakter

"Markedet er stærkt med høj kapacitetsudnyttelse, og vi har set en løbende stigning i raterne til det nuværende niveau på omkring 600.000 dollar per dag for ultra dybtvandsenheder. Forskellen i rateniveauet på de to kontrakter afspejles dels i timingen af kontrakterne, men også at denne leveres med to "blowout preventers", fortæller Maersk Drillings strategi- og kommunikationsdirektør," Michael Harboe-Jørgensen, til Ritzau Finans.

Kontrakten er i øvrigt igen indgået i relativt god tid, da skibet først ventes at være fremme hos de to amerikanske olieselskaber i Den Mexicanske Golf i midten af 2014. Det afspejler også kundernes stigende købelyst.

"Dybtvandsmarkedet er generelt karakteriseret ved lang ”lead time”. Kapaciteten for 2013 er reelt allerede udsolgt, og det samme begynder vi at se for første halvdel af 2014. Olieselskaberne er derfor allerede nu begyndt at chartre enheder mere end to år ude i fremtiden for at sikre, at de har kapaciteten, så det ikke truer deres store udviklings- og efterforskningsprogrammer," forklarer Michael Harboe-Jørgensen.

Forsinke konktrakter

Med den viden om, at der i hvert fald på det seneste har været en stigende efterspørgsel og dermed stigende pris, kunne man mistænke Maersk Drilling for at have en interesse i at forsinke kontrakterne på de næste to skibe, der efter planen begge bliver færdigbygget på værfterne i Sydkorea i løbet af 2014.

"Det er selvfølgelig noget, vi kigger på, men det afgørende er at have mulighed for at lægge dem i de regioner og med de kunder, som giver den største værdi på lang sigt. Man skal ikke ignorere, at vi er en virksomhed i vækst, så vi er udmærket tilfredse med at låse dem fast på nuværende niveau. Man kan måske få en højere rate senere, men vi mener sådan set også, at markedet er godt nu, og de rater vi får nu berettiger, at vi indgår en aftale, der er et stykke ude i fremtiden," siger Michael Harboe-Jørgensen.

Maersk Drilling satser især på Den Mexicanske Golf og Vestafrika, men Brasilien kunne også være et muligt marked, siger Michael Harboe-Jørgensen. Nordsøen, hvor Maersk Drilling i øjeblikket driver ni rigge, er dog ikke aktuelt på grund af områdets besværlige vejr- og havbundsforhold.

Maersk Drilling sikrer aftale for boreskib til 694 mio USD

Goldman Sachs ser stærkt marked for Maersk Drillings nye boreskibe 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også