Mærsk: For tidligt at sætte dato på Chissonga-produktion

Arbejdet med at vinde olie op fra Chissonga-feltet i Angola skrider frem for Maersk Oil. Allerede nu ledes der efter en leverandør til en FPSO, Floating
Storage, Production and Offloading vessel. Men det er for tidligt at præcisere en startdato, siger Maersk Oil.
 
Foto: Maersk Oil
Foto: Maersk Oil
AF RITZAU FINANS

Der kan endnu ikke sættes et præcist kryds i kalenderen for, hvornår Maersk Oil forventer at hive de første dyrebare dråber op fra det lovende Chissonga-feltet i havet ud for Angola. Det fortæller Maersk Oil, der er A.P. Møller - Mærsks givtige olieforretning, efter at branchemediet Upstream Online tidligere fredag skrev, at den første olie ventes i 2016.

- Maersk Oil fortsætter med at evaluere Chissonga-opdagelsen, informationerne vil blive brugt i en feltudviklingsplan, som vi i øjeblikket er ved at udarbejde i tæt parløb med partnerne Sonangol P&P og Odebrecht. Den endelige tidsplan afhænger af mange faktorer, eksempelvis adgangen til rigge, udstyr og en FPSO (flydende produktionsskib, red.). Alle disse faktorer gør, at det i øjeblikket er for tidligt at spekulere om en dato for første olie fra Chissonga, skriver Maersk Oil i en kommentar til Ritzau Finans.

I forbindelse med A.P. Møller - Mærsks kvartalsregnskab, som blev præsenteret 16. maj, udtalte administrerende direktør Nils Smedegaard Andersen, at han håbede at kunne præsentere en feltudviklingsplan inden nytår, men at der er risiko for, at den først er færdig i 2013.

Chissonga-feltet er blevet erklæret kommercielt af Maersk Oil, der ejer 65 pct. af den offshoreblok, feltet ligger i. Og ifølge Upstream Online leder selskabet allerede efter en FPSO, der kan håndtere op til 150.000 tønder olie om dagen. Ifølge norske TDN Finans ventes en FPSO-kontrakt at blive tildelt i første kvartal af 2013. Projektet indebærer forbindelse til ca. 40 undervandsboringer på omkring 1500 meters dybde.

Til Upstream Online fortæller Bruce Laws, chef for Maersk Oils afdeling i Houston, at der skal bores yderligere mindst én vurderingsbrønd, før udviklingsplanen bliver færdig.

Chissonga er et af 14 Maersk Oil-opdagelser, der endnu ikke har en udviklingsplan på plads - i den kategori findes også det enorme Johan Sverdrup-felt i den norske nordsø, hvor Maersk Oil ejer 20 pct. af en af de to blokke, feltet strækker sig over.

Fire felter er til gengæld tæt på produktionsstart og ventes at levere olie til Mærsk-koncernen i de kommende år. Dunga i Kazakhstan og El Merk i Algeriet ventes begge at levere omkring 15.000 tønder olie per dag med produktionsstart i år. Golden Eagle i den britiske del af Nordsøen og Jack-feltet i Den Mexicanske Golf ventes at starte i 2014 og bidrage med henholdsvis 20.000 og 8000 tønder olie per dag til Maersk Oil.

AF RITZAU FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også