Oliefirma udleder farlige kemikalier ved Grønland

Den globale olieindustri indtager Grønland. Og sviner, skriver Politiken. Danmarks Miljøundersøgelser griber nu ind over for skotsk selskab, der har udledt over 160 ton farlige stoffer.
Foto: Torben Stroyer
Foto: Torben Stroyer
AF NIELS FASTRUP, POLITIKEN

I kampen om at score gigantiske milliardbeløb på olie i Grønlands undergrund har det skotske selskab Cairn Energy, der borer efter olie, udledt store mængder miljøskadelige kemikalier i det sårbare arktiske havmiljø, skriver Politiken. Det drejer sig om kemikaliet Ultrahib, der er i den såkaldte røde kategori på internationale lister over skadelige stoffer. Mens samtlige olieplatforme i både den danske og norske del af Nordsøen i 2009 udledte lidt over 30 ton kemikalier klassificeret som røde, har skotterne under blot en håndfuld olieboringer i 2010 og 2011 udledt over 160 ton af stoffet.

Men nu griber Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) ind, fremgår det af en aktindsigt, som Greenpeace har fået, og som Politiken er i besiddelse af.

Langsomt nedbrydelige stoffer

Med udtryk som »ikke acceptabelt« og »i strid med internationale beslutninger« forlanger DMU, at Cairn Energy erstatter Ultrahib-stoffet med mindre miljøskadelige alternativer. »Problemet er, at der er tale om langsomt nedbrydelige stoffer, der risikerer at blive ophobet i miljøet. Vi kender heller ikke stoffets langtidsvirkninger«, siger David Boertmann, seniorforsker på DMU og ekspert i arktisk miljø. De store globale olieselskaber har i disse år kurs mod Grønland, hvor geologiske undersøgelser peger på, at der gemmer sig op mod 40 milliarder tønder olie.

I Grønland får kemikalieudledningen politikerne til at råbe vagt i gevær. Naaja Nathanielsen, formand for det grønlandske erhvervsudvalg og valgt til Landstinget for partiet IA, siger, at grønlænderne risikerer store miljøproblemer.

»På sigt kan der blive miljøproblemer, hvis vi ikke får skabt nogle klarere og strammere regler for, hvad olieindustrien må udlede af kemikalier«, siger hun og efterlyser en ny politik på området: »Vi bliver nødt til at have en overordnet national strategi for, hvordan vi håndterer det her affald«.

Indstillet på at rette ind

Det Grønlandske Råstofdirektorat, som godkender boringerne, har pålagt Cairn Energy at nedbringe deres udledning. Og Cairn Energy er indstillet på at rette ind, oplyser chef for corporate affairs Linda Bain. »Vi vil udvikle en ny plan, der lever op til alle de krav, Råstofdirektoratet og Danmarks Miljøundersøgelse har stillet til os«, siger hun. Gennem rigsfællesskabet og Arktisk Råd spiller Danmark en nøglerolle i forhold til den arktiske oliejagt. Og udenrigsminister Villy Søvndal (SF) ser overvejende positivt på det grønlandske olieeventyr.

»Udviklingen i Arktis åbner nye muligheder for at skabe vækst og udvikling i Grønland, men disse potentialer skal udnyttes med omtanke og med vægt på den menneskelige dimension og med stærkest mulig hensyntagen til miljøet«, skriver han i en mail til Politiken.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også