Oliepris på tilbagetog før tal for amerikanske lagre

Olieprisen er på retræte op til tal for de amerikanske olielagre, der ventes at vise en stigning i antallet af tønder råolie som USA ligger inde med.
AF RITZAU FINANS

I alt venter økonomerne ifølge Bloomberg en stigning i olielagre på 2,2 mio. tønder i løbet af ugen, når lagertallene offentliggøres onsdag. Olieprisen skød ellers i vejret mandag, efter den amerikanske fremstillingsindustri viste en bedre end ventet fremgang i marts.

- Efterspørgslen har været så dæmpet i mange måneder nu, og vi kan ikke rigtig se, at det skulle ændre sig. Oliepriserne holder sig i dette niveau på grund af Iran og handlerne vil ikke slippe den ekstra risikopræmie, siger David Lennox, analytiker i investeringshuset Fat Prophets, til Bloomberg News.

Prisen på en tønde af Nordsø-olien Brent falder 0,37 pct. til 124,97 dollar per tønde og den amerikanske WTI-olie falder 0,38 pct. til en pris på 104,83 dollar per tønde.

Guldprisen ligger stort set uændret tirsdag, selvom der var ventet en fremgang for det ædle metal efter de gode data fra den amerikanske industri har svækket efterspørgslen på den amerikanske dollar som sikker havn. Det er dog muligt, at guldprisen bliver holdt nede af en strejke blandt Indiens juvelerer, som har nedlagt arbejdet. Indien er verdens største aftager af guld og guldmarkedet rammes derfor hårdt af arbejdsnedlæggelsen.

- Guldpriserne bliver holdt oppe af en stigning i risikoappetitten. Hvis guldpriserne kan handle højere i et marked med sløj indisk efterspørgsel, så er det enten fordi efterspørgslen i andre udviklingslande stiger eller at efterspørgslen på guld som investering er tilstrækkelig til at kompensere for faldet i det indiske forbrug, skriver James Steel, analytiker i HSBC Securities i en note.

Prisen på en ounce guld stiger 0,02 pct. til 1680,10 dollar.

Kobber falder tirsdag, efter nye tal har vist en stor stigning i kobberlagerne i Asien og USA. I alt viser tallene fra London Metal Exchange, der følger udviklingen, at kobberlagerne i alt steg 257.550 tons mandag og det har fået investorerne til at miste appetitten på kobber.

Kobberprisen går 0,5 pct. tilbage på metalbørsen i London, og et ton kobber handles nu til 8601 dollar per ton.

RITZAU FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også