Libyen pumper fortsat mere olie op

Olieproduktionen i Libyen er nu oppe på 1,45 millioner tønder om dagen. Det oplyste regeringstalsmand Nasser al-Manaa onsdag. Inden året er omme, regner
Libyen med at nå op på eller overgå produktionen fra før, opstanden mod styret begyndte i februar 2011.
AF RITZAU FINANS OG TOMAS KRISTIANSEN

Før oprøret, der afsluttede Muammar Gaddafis regime, producerede Libyen dagligt 1,6 millioner tønder olie. Heraf blev 1,3 millioner tønder solgt til udlandet.
Den aktuelle produktion på 1,45 millioner tønder er den højeste siden opstanden.

Ved udgangen af januar var dagsproduktionen på 1,3 millioner tønder. Under oprøret gik produktionen af olie, der er landets altovervejende indtægtskilde,
stort set i stå. I november, en måned efter regimet faldt, producerede landet 600.000 tønder dagligt.

For to dage siden truede politiske ledere fra den østlige del af Libyen med at "stoppe strømmen af olie", såfremt regionen ikke tildeles flere sæder i det nationale parlament, ifølge Bloomberg News. Libyen råder over de største reserver af olie i Afrika. Landet havde i 2010 en eksport på cirka 95 milliarder dollar. Hovedparten af beløbet kommer fra salg af olie og naturgas.

Produktionen af olie fra Libyen er helt afgørende for, hvordan forsyningen af olie til ikke mindst Europa kan blive kompenseret pga. embargoen mod Iran, oplyste den internationale søfartsorganisation, Bimco, forleden.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også