Olieprisen stiger for anden uge i træk efter tegn på stigende efterspørgsel

Risiko for krig mellem Israel og den libanesiske milits Hizbollah er med til at presse olieprisen op.
Foto: Petros Karadjias/AP/Ritzau Scanpix
Foto: Petros Karadjias/AP/Ritzau Scanpix
AF MARKETWIRE

Olieprisen ændrer sig kun lidt fredag men stiger for anden uge i træk på grund af stigende efterspørgsel og faldende olie- og brændstoflagre i USA.

Det skriver Reuters.

Siden begyndelsen af måneden er olieprisen steget med omkring 5 pct. til det højeste niveau i over syv uger.

”Den sæsonbestemte stigning i efterspørgslen, som fremgår af de seneste EIA-data, den fornyede konfrontation mellem Israel og Hizbollah samt orkansæsonen kan fastholde prisstyrken ind i sommeren,” siger analytikere fra Citi.

Torsdag viste data fra den amerikanske regering, at landets efterspørgsel steg med 1,9 mio. tønder per dag til 21,1 mio. tønder per dag, og benzinlagrene faldt med 2,3 mio. tønder til 231,2 mio. tønder.

Dataene fra Energy Information Administration, EIA, viste også et fald i de amerikanske råolielagre på 2,5 mio. tønder i ugen, der sluttede den 14. juni, sammenlignet med analytikernes forventninger om et fald på 2,2 mio. tønder.

Desuden var efterspørgslen andre steder i verden også med til at styrke olieprisen.

”Tegn på stærkere efterspørgsel i Asien styrkede også stemningen. Olieraffinaderier i hele regionen genoptager en del af den nedlagte kapacitet efter vedligeholdelse,” siger analytikere hos ANZ Research.

Data, der blev offentliggjort fredag, viser, at Japans kerneforbrugerpriser i sidste måned steg med 2,5 pct. i forhold til året før, hvilket er en stigning i forhold til sidste måned. Det holder landets centralbank på sporet af at hæve renten i de kommende måneder.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster fredag morgen 85,55 dollar mod 85,89 dollar torsdag eftermiddag, men 85,39 torsdag aften kl. 18. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 81,15 dollar mod 81,40 dollar torsdag eftermiddag, men 80,92 torsdag aften kl. 18.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også