Olie stiger en smule efter kommentar fra saudiarabisk energiminister

Frivillige begrænsninger af olieproduktionen i OPEC-kartellet holder hånden under olieprisen.
Foto: Jennifer Hiller
Foto: Jennifer Hiller
AF MARKETWIRE

Oliepriserne ændrede sig kun lidt tirsdag på grund af usikkerhed om frivillige produktionsnedskæringer fra Opec+, fortsatte spændinger i Mellemøsten og svage økonomiske data fra USA.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Kommentarer fra Saudi-Arabiens energiminister, om at Organisationen af Olieproducerende Lande og deres allierede - Opec+’s- produktionsnedskæringer muligvis vil fortsætte efter første kvartal af 2024, hvis det bliver nødvendigt, gav markedet en vis støtte, siger Kelvin Wong, der er senior markedsanalytiker for Asien og Stillehavsområdet hos OANDA.

Opec+ blev torsdag enige om frivillige produktionsnedskæringer på omkring 2,2 mio. tønder per dag i første kvartal af 2024 anført af Saudi-Arabien, som forlænger sin nuværende frivillige nedskæring. Mindst 1,3 mio. tønder per dag af disse nedskæringer er dog en forlængelse af frivillige begrænsninger, som Saudi-Arabien og Rusland allerede havde indført.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster tirsdag morgen 77,99 dollar mod 78,58 dollar mandag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 73,08 dollar mod 73,70 dollar mandag eftermiddag.

Data tirsdag viste, at de amerikanske fabriksordrer faldt mere, end analytikerne havde forventet i oktober, hvilket lagde en dæmper på stemningen på oliemarkedet. Det styrkede opfattelsen af, at de høje renter er begyndt at begrænse forbruget.

Desuden har genoptagelsen af kampene mellem Israel og Hamas skabt midlertidig bekymring for olieforsyningerne, som forstærkes af angrebene på tre kommercielle fartøjer i internationalt farvand i den sydlige del af Det Røde Hav.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også