Udskydelse af Opec-møde skaber usikkerhed på oliemarkedet

Prisen på råolie er stigende torsdag morgen selvom Opec+-landene har udskudt et ventet møde om produktionsnedskæringer.
Foto: Wintershall - Pr
Foto: Wintershall - Pr
AF MARKETWIRE

Oliepriserne stiger torsdag morgen, til trods for at Organisationen af Olieeksporterende Lande og dens allierede, Opec+, udskydelse af deres planlagte møde om yderligere produktionsnedskæringer i weekenden til den 30. november skabte usikkerhed på råvaremarkedet onsdag. Usikkerheden resulterede i, at oliepriserne faldt, men hen over natten er de steget igen.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster onsdag morgen 80,99 dollar mod 79,19 dollar onsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 76,28 dollar mod 74,61 dollar onsdag eftermiddag.

Ifølge Sydbanks seniorøkonom Mathias Dollerup Sproegel skyldes udskydelsen, at Saudi-Arabien er utilfreds med, i hvor høj grad de øvrige Opec+-lande overholder planen for at begrænse olieproduktionen. I yderste instans kan en uenighed mellem landene føre til, at Opec+ ikke længere er i stand til at leve op til en frivillig produktionsbegrænsning.

Bekymringerne for større usikkerhed på råvaremarkedet på baggrund af uoverensstemmelser om produktionsnedskæringerne lettes dog af, at det ikke er første gang, at Saudi-Arabien har presset de øvrige Opec+-lande i forhandlinger for i sidste ende at lande en aftale.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters mindskes råvarehandleres hovedpine i forbindelse med udskydelsen ligeledes af, at det er afrikanske lande med en mindre olieproduktion såsom Angola, Congo og Nigeria, der er uenige med Saudi-Arabien i at vedtage yderligere produktionsnedskæringer.

”Uenighed mellem Opec+-medlemmerne vil sandsynligvis øge volatiliteten på markedet henover den næste uge frem til mødet,” skriver analytikere fra ING Bank i et notat til investorer ifølge Reuters.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også