Mærsk er overrasket over nederlag i Højesteret og milliardstort skattesmæk

Skatteminister Jeppe Bruus er tilfreds med dom i stor skattesag mod Mærsk og Total. Mærsk er overrasket, men tager dom til efterretning.
Mærsk, som har Robert Mærsk Uggla som bestyrelsesformand, får efter Højesteretsdom ekstra skatteregning, som stammer tilbage fra det olieeventyr i Nordsøen, som Ugglas afdøde morfar, Mærsk Mc-Kinney Møller igangsatte. | Foto: Gregers Tycho
Mærsk, som har Robert Mærsk Uggla som bestyrelsesformand, får efter Højesteretsdom ekstra skatteregning, som stammer tilbage fra det olieeventyr i Nordsøen, som Ugglas afdøde morfar, Mærsk Mc-Kinney Møller igangsatte. | Foto: Gregers Tycho

Mærsk-koncernens tidligere olieeventyr i Nordsøen ender nu med en ekstra skatteregning i størrelsesorden godt to mia. kr. 

Det bliver konsekvensen af Højesterets dom onsdag i Danmarks hidtil største sag om brud på de såkaldte transferpricing-regler.

Højesteret valgte at omstøde en tidligere afgørelse i Østre Landsret og give Skatteministeriet fuld medhold i skattesagen mod Mærsk og det franske energiselskab TotalEnergies.

Dommen betyder i praksis, at den skattepligtige indkomst i det tidligere Mærsk Olie og Gas bliver hævet med over 10 mia. kr. for årene 2006 til og med 2016. 

Det medfører en ekstra regning på godt to mia. kr. i selskabsskat, har kilder bekræftet over for ShippingWatch. 

Men Mærsk - som ikke ønsker at bekræfte beløbet på de to mia. kr. - siger, at den ekstra skat allerede er betalt forud for, at Mærsk solgte Mærsk Olie og Gas til franskmændene i 2018.

”Selv om vi er overraskede over dommen, får det ingen økonomiske konsekvenser for A.P. Møller - Mærsk, da vi for at undgå eventuelle rentebetalinger allerede havde indregnet det i vores hidtidige skattebetalinger forud for salget af Mærsk Olie og Gas A/S til TotalEnergies,” skriver Mærsk i en mail til ShippingWatch.

”Vi tager naturligvis dagens dom til efterretning. Det her er det endelige punktum for sagen.” 

Havde Mærsk vundet i Højesteret, ville koncernen kunne kræve hele eller dele af det forudbetalte milliardbeløb tilbage.

Skatteminister Jeppe Bruus (S) er til gengæld overordentlig tilfreds med udfaldet i skattesagen.

”Dagens dom i Højesteret er naturligvis vigtig. I de såkaldte transfer pricing-sager sikrer vi os, at Danmark får den retmæssige andel af skatten. Det er godt, at vi nu kan sætte punktum for en langvarig retssag,” skriver Jeppe Bruus i en mail til ShippingWatch.

Fik skattesag med i købet

Skattesagen går helt tilbage til 2006, men omfatter også det franske enerigselskab TotalEnergies.

Mærsk solgte i 2018 sin olieforretning Mærsk Olie og Gas til konkurrenten for 47 mia. kr., og franskmændene fik derfor den langvarige skattetvist med i købet. 

Den omdiskuterede forhøjelse af indkomsten på over 10 mia. kr. er betalinger, som Mærsks tidligere olieselskab burde have modtaget fra de to ”stærkt overskudsgivende” datterselskaber Maersk Oil Qatar og Mærsk Olie Algeriet gennem 11 år, mener Skat. 

Det vil sige i perioden 2006 til og med 2016.

Skatteminister Jeppe Bruus (S) er meget tilfreds med dommen. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Skatteminister Jeppe Bruus (S) er meget tilfreds med dommen. | Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Betalingerne til Mærsk Olie og Gas var for de forskellige ydelser, som moderselskabet henover årene havde leveret til de to datterselskaber enten gratis eller til kostpris.

Dermed har Mærsk ifølge Skat overtrådt ligningslovens regler om transferpricing. Det er Højesteret nu enig i, og det er derfor en omstødelse af en tidligere dom i Østre Landsret om den samme skattetvist.

Her gælder det såkaldte armslængdeprincip, at ydelserne, som i det her tilfælde Mærsk Olie og Gas har leveret til de to datterselskaber, skattemæssigt skal afregnes til en markedspris.

Eller til priser, ”der kunne være opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter,” hedder det i lovgivningen.

Det er ikke sket, mener Skat, og derfor har Mærsk Olie og Gas helt tilbage til 2006 haft en alt for lav skattepligtig indkomst, og det bakker Højesteret med sin dom nu op om.

Ekspert er overrasket

Henning Boye Hansen, chefkonsulent og skatteekspert i revisionsfirmaet BDO Danmark kalder dommen i Højesteret for overraskende, fordi landets øverste domstol kommer til en helt anden afgørelse i skattesagen end Østre Landsret kom frem til sidste år.

Blandt andet har Højesteret vurderet at nogle forundersøgelser tilbage i 1990 og 1992 havde en væsentlig værdi for de to datterselskaber, selv om de først blev etableret flere år senere. Østre Landsret så modsat på dette.

Her fejede en enstemmig landsret stort alle Skats regnestykker af bordet bortset fra et par mindre forhold. Men Skatteministeriet valgte at anke afgørelsen til Højesteret, der så anderledes på beviserne i sagen.

”Det er en helt anden måde at se beviserne på, og det er selvfølgelig overraskende, når der var tale om en enstemmeig landsretsdom,” siger Henning Boye Hansen til ShippingWatch. 

Men når Højesteret vælger at vurdere beviserne anderledes og dermed fastslår, at Mærsk har overtrådt transferpricing reglerne, så bliver der sjældent lavet om på den forhøjelse af den skattepligtige indkomst, som Skat allerede har foreslået.

”Helt generelt er domstolene meget forsigtige med at tilsidesætte et skøn, som skattemyndighederne har udøvet, hvis det er underbygget i rimelig grad,” siger Henning Boye Hansen.

Teknisk set drejer Højesteretssagen sig ”kun” om en periode på tre år - 2006, 2007 og 2008 - og et krav om forhøjelse af indkomsten i Mærsk Olie og Gas med ca. 1,3 mia. kr. 

To milliardsager afventer

Men Skat har truffet lignende afgørelser for 2009-2011 og 2012-2016, og det er sket efter samme metode og på samme grundlag. Men de sager har indtil videre været parkeret i Landsskatteretten og har afventet Højesterets afgørelse.

Men med Højesterets afgørelse må det forventes, at Mærsk skal til lommerne og betale mere i skat - i alt godt to mia. kr.

Summen er sagerne er en indkomstforhøjelse på over 10 mia. kr., og hvis selskabskatteprocenten ganges på beløbet, ender det med en ekstra skatteregning til Mærsk på et stykke over 2 mia. kr. 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også