Oliepriser stiger svagt efter ugentligt fald
![Foto: Jacob Maarbjerg](https://photos.watchmedier.dk/watchmedier/resize:fill:3840:0:0/plain/https://photos.watchmedier.dk/Images/article12735534.ece/ALTERNATES/schema-16_9/doc7ecqdpv2re8c4w1oa0s.jpg)
Oliepriserne har været faldende gennem ugen med bekymringer om recession og lavere efterspørgsel. Men fredag er der sat en lille prop i de faldende priser.
Amerikanske data om økonomien viser svag aktivitet i landet, og stigningerne i de amerikanske benzinlagre har lagt op til bekymringerne, skriver Reuters.
En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster fredag morgen 81,16 dollar mod 81,15 dollar torsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 77,45 dollar mod 77,33 dollar torsdag eftermiddag.
”Stemningen på markedet forblev nedadgående efter svage amerikanske nøgletal sammen med forventningen om yderligere rentestigninger. Det vækker bekymringer om recession, der kan påvirke olieefterspørgslen,” udtaler Hiroyuki Kikukawa, der er analysechef hos Nissan Securities, til Reuters.
Hiroyuki Kikukawa forventer yderligere, at den amerikanske WTI-olie vil blive handlet mellem 75-80 dollars i næste uge, mens investorer forsøger at bestemme efterspørgslen efter benzin hen mod sommerens køresæson, og om Kinas efterspørgsel vil tage fart det sidste halve år.
De ugentlige ledighedstal steg i sidste uge, hvilket indikerer, at effekterne af gentagne renteforhøjelser begynder at vise sig på det amerikanske arbejdsmarked, viser en rapport ifølge Reuters.
En undersøgelse foretaget af Reuters viser, at Kina kan skære ned på eksporten af raffinerede olieprodukter i anden halvdel af 2023 i takt med, at den indenlandske efterspørgsel forbedres og behovet for at styrke økonomien gennem eksport aftager.