Stigende olielagre og frygt for rentestigninger tynger oliepriserne

De amerikanske olielagre voksede sidste uge med 1,2 mio. tønder til 480,2 mio. tønder ifølge det amerikanske energiministerium, EIA. Det er det højeste niveau siden maj 2021.
Foto: Bloomberg
Foto: Bloomberg
Af Marketwire

Frygt for stigende amerikanske olielagre og bekymringer om effekten på økonomien i Europa fra flere renteløft tynger torsdag morgen oliepriserne.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster torsdag morgen 84,22 dollar mod 84,45 dollar natten til torsdag, men 84,13 dollar onsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 77,43 dollar mod 77,79 dollar torsdag nat og 77,58 dollar onsdag eftermiddag.

Frygten for flere renteløft fra Den Europæiske Centralbank, ECB, blev bestyrket onsdag, hvor foreløbige inflationstal fra Tyskland i februar viste en fastholdelse af inflationen på 8,7 pct., hvor økonomerne havde udset sig en inflation på 8,5 pct.

Den tyske inflationsskuffelse fulgte tilsvarende skuffelser fra Spanien og Frankrig tirsdag, hvilket har fået markedet til at indregne en toprente i EU på 4 pct.

”Den tyske inflation vakte bekymringer for, at ECB vil være nødt til at være endnu mere aggressiv i sin stramningscyklus. De amerikanske nøgletal viser, at økonomien stadig bremser op, men at nogle dele er i bedring,” skriver Edward Moya, der er seniormarkedsanalytiker i Oanda, i et notat ifølge Reuters.

”Olie ser ud til at være låst fast i et prisspænd, men risiciene peger tydeligt op for priserne. Nogle handlere vil måske vente, indtil vi får en bedre idé om, hvad slutrenten bliver efter næste uges jobskabelsesrapport”, fortsætter han.

De amerikanske olielagre voksede sidste uge med 1,2 mio. tønder til 480,2 mio. tønder, meddelte det amerikanske energiministerium, EIA, onsdag. Det er det højeste niveau siden maj 2021.

Analytikerne havde ifølge Reuters blot regnet med en stigning på 500.000 tønder. Øget amerikansk eksport af olie hindrede dog en større ophobning.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også