Oliepriserne bliver understøttet af nye tal om lagrene

Oliepriserne stiger en smule, men forholder sig ellers stabilt, mens investorer venter på mere data om olielagrene for ledetråde om tendenser i efterspørgslen.
Det skriver Reuters.
En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster onsdag morgen 83,70 dollar mod 82,44 dollar tirsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 77,32 dollar mod 75,85 dollar tirsdag eftermiddag.
Oliepriserne forventes at støttes efter en udtalelse fra Jerome Powell fra Federal Reserve, der hentydede til mildere renter end ventet af markedet, og ny data der viser et fald i de amerikanske olielagre trods tidligere forventninger om det modsatte.
Med mindre aggressive rentestigninger i USA håber markedet at kunne undgå et fald i efterspørgslen, lyder det ifølge Reuters.
Data fra American Petroleum Institute viser, at olielagrene faldt med omkring 2,2 mio. tønder sidste uge, fortæller en kilde ifølge Reuters. Det er modsat en rundspørge foretaget af Reuters, der estimerede en ventet stigning på 2,5 mio. tønder.
Markedet holder øje med data, der kommer senere i dag fra det amerikanske Energy Information Administration, EIA, for bekræftelse af faldet i olielagrene.