Jørn Madsen og Maersk Drilling mangler de sidste detaljer inden fusion

Boreselskabet Maersk Drilling er ved at få de sidste detaljer på plads med amerikanske Noble inden fusionen. Over for ShippingWatch sætter topchef Jørn Madsen ord på det tilbageværende arbejde.
Maersk Drillings topchef, Jørn Madsen, stopper i selskabet så snart, den kommende fusion med amerikanske Noble er gået igennem. | Foto: Stine Bidstrup/Ritzau Scanpix
Maersk Drillings topchef, Jørn Madsen, stopper i selskabet så snart, den kommende fusion med amerikanske Noble er gået igennem. | Foto: Stine Bidstrup/Ritzau Scanpix

Maersk Drilling kan måske for sidste gang have præsenteret regnskabstal som et selvstændigt selskab under det mangeårige ”Maersk”-navn og med dansk hovedsæde.

For går alt efter planen, fusionerer Maersk Drilling med det amerikanske boreselskab Noble i midten af året, lyder det fra Maersk Drillings CEO, Jørn Madsen, i et interview med ShippingWatch.

”Planen er, at vi lukker her i midten af året,” siger han.

Men forud for sammenlægningen mangler de to selskaber stadig at få de sidste detaljer på plads, før fusionen kan blive gennemført.

”Der er mange godkendelser, der skal til, både finansielle, fra konkurrencemyndigheder og fra aktionærerne, hvor sidstnævnte netop er blevet godkendt hos Noble,” siger Jørn Madsen.

Fusionspartnerne er blandt andet nødt til at skille sig af med flere rigge, og ifølge Jørn Madsen drejer det sig konkret om fem rigge, der i dag er den del af Nobles portefølje, men som nu er kommet på salgsblokken.

”Vi havde forventning om, at der skulle sælges rigge fra i Nordsøen. Det er også de krav, myndighederne har stillet.”

Det er især de britiske konkurrencemyndigheder, der har stillet krav om frasalget. Mandag fik selskaberne den seneste melding, at der er ”rimelig grund” til at tro, at Maersk Drilling og Nobles forslag om at sælge en række rigge vil være tilstrækkeligt for at få godkendt fusionen i Storbritannien.

Det kom, efter at de to selskaber først og fremmest blev mødt af bekymring om udbuddet af jack up-rigge.

Opsigelser i begge selskaber

De endelige planer for en sammenlægning er stadig i fuld gang, lyder det fra Jørn Madsen, der dog ikke lægger skjul på, at fusionen vil indebære opsigelser i både Noble og Maersk Drilling.

Maersk Drilling har hovedkvarter i Lyngby, der i dag rummer omkring 400 ansatte. Samlet beskæftiger selskabet omkring 2.500 medarbejdere.

Jørn Madsen fortalte tidligere på året til ShippingWatch, at cirka hver femte medarbejder i Maersk Drilling vil skulle forlade selskabet i forbindelse med sammenlægningen. Som Jørn Madsen mere konkret formulerede det, ville 80 pct. af medarbejderne efter planen overgå til det nye selskab.

”Og så har vi meldt ud, at der hurtigt vil være ret kraftige reduktioner af bemandingen i Lyngby al den stund, at hovedkvarteret skal ligge i Houston,” sagde Jørn Madsen dengang.

Men en konkret plan vil topchefen endnu ikke lægge på bordet.

”Vi arbejder i øjeblikket på at lave planer for sammenlægningen. Virkeligheden er jo, at vi kun kan lave planer. Vi kan ikke eksekvere,” siger Jørn Madsen og tilføjer:

”Fusionen kommer til at indebære opsigelser både i Noble og i Maersk Drilling. Der er ikke meldt ud, hvornår, hvor mange og hvor. Den proces er vi ved at planlægge.”

Jørn Madsen selv stopper i selskabet, så snart fusionen er gennemført.

Målet med fusionen er at skabe bedre muligheder for langvarig vækst for selskabet. Fusionen ventes at kunne hente synergier for 125 mio. dollar og samtidig skabe en stærkere balance.

Opsving tegner sig

Maersk Drilling fik gennem første kvartal en omsætning, der gik tilbage. Det skyldes ifølge Jørn Madsen, at flere rigge afsluttede kontrakter og derfor skulle forberedes til nye. Derfor faldt udnyttelsen.

Men ifølge topchefen holdt forventningerne til kvartalet stik, ligesom selskabet også holder fast i sine forventninger i takt med, at markedet ser rater stige, ligesom efterspørgslen i Norge lige nu er højere end ventet.

”Man begynder klart at se et opsving, der er slået igennem, for hvis vi går tilbage til 2017 eller 2018, så vi rater på omkring 150.000 dollar om dagen. Nu ser vi rater i omegnen af 300.000 dollar, ligesom vi ser udnyttelsesrater der gør, at der storset er udsolgt i øjeblikket. Der er klart sket noget,” siger Jørn Madsen.

Maersk Drilling fik i første kvartal landet nye eller forlængede kontrakter for 357 mio. dollar samlet og har i andet kvartal sikret kontrakter for mere ned 450 mio. dollar.

Toplinje falder hos Maersk Drilling i kvartal præget af kommende fusion

Maersk Drilling-formand: Fortsat usikkerhed om afskedigelser efter fusion

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også