OHT får lille tab forud for fusion med Subsea 7

Vindrederiet OHT fik et nyt tab på bundlinjen i andet kvartal, der dog var mindre end i starten af året. Rederiet venter inden længe at gennemføre fusion med Subsea 7.
Topchef Torgeir Ramstad. | Foto: OHT
Topchef Torgeir Ramstad. | Foto: OHT

Det norske vindrederi OHT med investoren Arne Blystad som sin største ejer fik også i andet kvartal et tab på bundlinjen forud for fusion med Subsea 7's forretning for vedvarende energi, der snart ventes at falde endeligt på plads.

For andet kvartal melder rederiet med store vindinstallationsskibe på vej om fremgang på omsætning, der i forhold til starten af året steg med omtrent 6,1 mio. dollar til 17,7 mio. dollar. Driften (ebitda) blev vendt fra minus til plus med et resultat på 3,9 mio. dollar mod et driftsunderskud på 116.000 dollar i første kvartal.

Det var dog ikke helt nok til at sikre sorte tal på bundlinjen for OHT, hvor det blev til et mindre tab før skat på 147.000 dollar. En fremgang fra starten af året med et tab på dengang 4,3 mio. dollar.

Til sammenligning havde OHT overskud på samme tidspunkt sidste år med et plus på 6,5 mio. dollar.

Det var i juli, at OHT annoncerede sammenlægningen Subsea 7's forretning for vedvarende energi, såkaldte renewables, om at satse på det fremadstormende marked for installation af vindmøller til havs. Fusionen medfører et navneskifte til Seaway 7 ASA, og selskabet vil være baseret i Oslo og fastholde OHT's nuværende notering på Euronext-børsen i den norske hovedstad, lød det dengang.

I sit regnskab skriver OHT, at fusionen ventes at have virkning fra 1. oktober og er underlagt sædvanlige godkendelser.

"Selskabet planlægger at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling i september for at godkende forretningskombination med Subsea 7's enhed for vedvarende energi," skriver rederiet i regnskabet.

Efter sammenlægningen vil Subsea 7 eje 72 pct. af det kombinerede selskab, mens OHT's aktionærer vil eje 28 pct.

OHT og Subsea 7 går sammen om vindindstallation

OHT's store vindsats erklærer Jylland for "verdens hub for havvindmøller"

Topchef ser især én klods om benet på brandvarmt vindmarked 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også