Dødvande i Opec+ strammer oliemarkedet yderligere

Olieprisernes opadgående momentum blev forstyrret i sidste uge, da parterne i Opec+ ikke kunne nå til enighed om at øge produktionen fra august.
Foto: Nick Oxford/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Nick Oxford/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU FINANS

Oliepriserne ligger mandag morgen med små udsving, da dødvande i produktionsforhandlingerne hos Organisationen af Olieeksporterende Lande og dens allierede, Opec+, holder markedet stramt.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster mandag morgen 75,41 dollar mod 75,56 dollar fredag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 74,43 dollar mod 74,61 dollar fredag eftermiddag.

Olieprisernes opadgående momentum blev forstyrret i sidste uge, da parterne i Opec+ ikke kunne nå til enighed om at øge produktionen fra august.

Ifølge Reuters afventer investorerne på oliemarkedet forhandlingerne i Opec+. Men også udsigten til en stærkere global efterspørgsel er med til at påvirke olieprisens udvikling.

"Usikkerhed har indhyllet markedet i kølvandet på Opec's hårdknude omkring de fremtidige produktionsstigninger. I mangel på en aftale forbliver de nuværende produktionsrestriktioner som de er, hvilket strammer markedet yderligere på grund af en stærk efterspørgsel," skriver analytikere fra ANZ i et notat ifølge Reuters.

WTI-futures stiger for sjette uge i træk, efter en optimistisk rapport fra det amerikanske energiministerium i sidste uge viste et fald i de amerikanske råolie- og benzinlagre samtidig med, at benzinefterspørgslen nåede sit højeste niveau siden 2019, skiver Reuters.

Til trods for optimisme på oliemarkedet om en stærkere efterspørgsel, truer coronapandemien stadig, hvilket finansministrene fra G20-landene var ude at advare om lørdag.

Virustilfælde af delta-varianten stiger kraftigt i USA, hvor landet ifølge Bloomberg News melder om det højeste antal smittetilfælde siden midten af maj.

Samtidig har Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, bedt den britiske befolkning om at være ekstra påpasselige i forbindelse med, at landets coronarestriktioner hæves i midten af juli.

Ifølge Bloomberg News afventer investorerne de månedlige markedsrapporter fra Det Internationale Energiagentur, IEA, og Opec, som offentliggøres torsdag.

Olieminister håber på enighed om nyt møde i Opec+ 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også