Maersk Drilling vil fyre op til 170 på land

Boreselskabet Maersk Drilling nedjusterer for anden gang i år sine forventninger til 2020. Selskabet venter nu et justeret driftsoverskud på mellem 250 og 300 mio. dollar og vil afskedige op mod 170 ansatte på land.
Foto: Maersk Drilling
Foto: Maersk Drilling

For anden gang inden for kort tid nedjusterer Maersk Drilling sine forventninger til 2020.

Det fremgår af en børsmeddelelse, som det danske boreselskab har sendt ud torsdag eftermiddag.

Her melder Maersk Drilling desuden, at man planlægger at afskedige mellem 150 til 170 medarbejdere, der arbejder på land.

"Med udbruddet af covid-19 (coronavirus, red.) står vi over for en hidtil uset virkelig med betydelige konsekvenser for vores forretning," siger CEO Jørn Madsen i en meddelelse til fondsbørsen.

"Vores ambition er at forblive en førende virksomhed i vores branche, og for at sikre den position er vi nødt til at tilpasse vores omkostninger til den nuværende virkelighed for forretningen. Det betyder, at vi er nødt til at reducere arbejdstyrken, hvilket er uheldigt," siger han.

Anden nedjustering i år

I marts måned besluttede Maersk Drilling første gang at nedjustere sine forventninger til det justerede driftsresultat for hele året som en konsekvens af faldende oliepriser og udbruddet af coronavirus.

Maersk Drilling nedjusterer efter olieprisfald og virusudbrud  

Selskabet har dog været nødsaget til at gennemgå sine forventninger igen, fordi flere olieselskaber siden har sænket investeringsbudgetterne, hvilket nu fører til endnu en nedjustering.

Samtidig er "visse eksisterende kontrakter" enten blevet genforhandlet, suspenderet eller helt aflyst, skriver Maersk Drilling.

Fra at have ventet at lande et justeret driftsoverskud på mellem 325 og 375 mio. dollar, ventes nu i stedet et resultat på mellem 250 og 300 mio. dollar.

Da Maersk Drilling første gang gav sine forventninger til 2020, ventede man at lande et justeret driftsoverskud på mellem 400-450 mio. dollar.

Selskabet melder ikke noget ud om konkrete forventninger i forhold til bundlinjen.

Varsler nye fyringer

Nedturen i drilling-markedet fik for to uger siden Maersk Drilling til at lægge op til at fyre mellem 250 og 300 ansatte i Nordsøen fordelt over både Danmark, Norge og Storbritannien.

Det er nedskaleringen af medarbejderne offshore, der betyder, at behovet for support på land bliver mindre, og som nu får Maersk Drilling til at reducere antallet af medarbejdere på kontorene i Danmark og globalt, fremgår det af meddelelsen.

Maersk Drilling venter at fremlægge en update for første kvartal den 27. maj.

Da Maersk Drilling gik på børsen for lidt over et år siden, var det med en markedsværdi på 23,7 mia. kr. Til sammenligning har selskabet i dag en værdi på 6 mia. kr.

Maersk Drilling forlænger aftale med Equinor

Maersk Drilling fyrer i Nordsøen 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også