USA og Rusland indleder forhandlinger og hæver oliepriser

Trump og Putin er blevet enige om at diskutere muligheden for en stabilisering af oliemarkedet. Det får oliepriserne til at stige en anelse.
Foto: Kevin Lamarque/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Kevin Lamarque/Reuters/Ritzau Scanpix
RITZAU FINANS

Oliepriserne løftes tirsdag morgen på nyheden om, at den amerikanske præsident, Donald Trump, og hans russiske modstykke, Vladimir Putin, er blevet enige om at diskutere muligheden for en stabilisering af oliemarkedet.

Det skriver Reuters.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster tirsdag morgen 23,20 dollar mod 22,23 dollar mandag eftermiddag ved dansk børslukketid klokken 17. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 21,34 dollar mod 20,29 dollar mandag eftermiddag.

De to statsledere aftalte mandag ifølge Reuters, at amerikanske og russiske energirepræsentanter skal indlede forhandlinger for at afhjælpe de historisk lave oliepriser.

"Trump ringede til Putin for at diskutere olie, men formentlig også for at få Rusland tilbage til forhandlingsbordet med Saudi-Arabien eller måske endda lempe på sanktionerne mod Rusland," vurderer Stephen Innes, markedsstrateg hos Axitrader, til Reuters.

"Ethvert tegn på fremskridt i forhandlingerne mellem Saudi-Arabien og Rusland vil sende priserne op," tilføjer han.

På trods af morgenens grønne tal ligger oliepriserne fortsat tæt på det laveste niveau i 18 år, da en farlig cocktail af oliepriskrig og coronavirus har sat sig i markedet.

Saudi-Arabien har som led i priskrigen løftet sit udbud af råolie til 10,6 mio. tønder om dagen og skåret betydeligt i priserne.

Samtidig har coronavirusset sendt efterspørgslen på brændstof i tovene, hvilket har medført, at verdens olieraffinaderier må holde igen med produktionen. Blandt europæiske raffinaderier er produktionen gået tilbage med 1,3 mio. tønder om dagen, skriver Reuters med henvisning til unavngivne kilder.

Dongs oliearvtager: Det er klart, at vores finanser er pressede

Equinor forventer at producere mere olie fra Johan Sverdrup

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også